Berlin kalder
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Et amerikansk nyhedsmagasin havde engang en forside, hvor store bogstaver forkyndte ”50-året for næsten alting”. Det var i 1995, og det var jo rigtigt nok. Det var 50 år siden, præsident Roosevelt døde, atombomben blev kastet, Anden Verdenskrig sluttede, og De Forenede Nationer blev grundlagt. Samt en hel del mere.
I år er der igen en række jubilæer, og to af dem står lige for. I dag er det 60 år siden, sovjetiske tropper kvalte det første oprør i Østeuropa efter krigen. Det foregik i DDR, som var et kommunistisk diktatur, hvis eksistens kun var mulig, fordi Moskva holdt hænderne under regimet. Borgerne i Østtyskland hadede dette styre, ellers ville det jo ikke have været nødvendigt at bygge en mur og lægge pigtråd, så man kunne spærre dem inde.
Om knap en halv snes dage fylder en anden begivenhed rundt. Den 26. juni er det 50 år siden, den amerikanske præsident John F. Kennedy holdt en tale i Berlin, der gav genlyd verden over. Den varede omkring ni minutter, og præsidenten talte stort set uden manuskript, selv om hans optræden var blevet grundigt forberedt. Det centrale i budskabet var fire ord sagt på tysk: »Jeg er en berliner.«
Selv når man lytter til talen i dag, kan man blive grebet af den. Det lykkedes Kennedy at forene det store med det enkle. Han trak en linje fra de gamle romere til vestberlinerne. Sidstnævnte udgjorde dengang en lille, demokratisk enklave bag Jerntæppet. De kunne være blevet løbet over ende af russerne, hvis man ikke i Kreml havde haft en fornemmelse af, at man derved kunne udløse en tredje verdenskrig. Kennedy erklærede, uden at blive konkret, sin uforbeholdne støtte til Berlin og fremstillede Sovjetunionen som ondskabens imperium uden dog at bruge disse ord, som en senere præsident, Ronald Reagan, blev kendt for. Det var rigeligt for russerne. De agerede hårdt under Den Kolde Krig, men efter Kennedys tale forsøgte de aldrig igen at tvinge Vestberlin i knæ, som de havde prøvet tidligere.
Kennedy omkom på tragisk vis nogle måneder senere. Hans eftermæle har fået et par skrammer, men netop nu er der grund til at hæfte sig ved en af hans positive bedrifter. Talen i Berlin var en stjernestund. Det er, fristes man til at sige, sådan noget, man har en præsident til: At male med den brede pensel, men sådan, at der opstår et meningsfyldt billede, som frænder og fjender kan forholde sig til.
Hvilket leder tanken til den nuværende amerikanske præsidents besøg i Berlin tirsdag og onsdag. Det er Barack Obamas første visit i byen siden indsættelsen i 2009, hvilket i sig selv er mærkeligt. Ifølge iagttagere i USA og Europa, som udtalte sig i avisen søndag, skal man ikke vente sig det store brag. Obama har som præsident intet sagt, der har fæstnet sig i den kollektive hukommelse, påpeger en tysk historieprofessor i De Forenede Stater.
Nu fremhæves det, at tiden er en anden, og det er en rimelig betragtning. Den Kolde Krig er afblæst, i hvert fald officielt, Tyskland er genforenet, Sovjetunionen nedlagt. Men det betyder jo ikke, at der ikke er problemer eller i det mindste store opgaver. Terrortrussel, økonomisk nedtur og statens overvågning af borgeres e-mails, som i det mindste i Europa udløser løftede øjenbryn. Der er lovende projekter som en transatlantisk frihandelszone. Der er altså nok for en præsident at tale om. Han behøver ikke at nævne alt, men han kunne komme med et par klare udmeldinger. For at sige det uden omsvøb: Er han også en berliner?