Obama i Europa

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Da senator Barack Obama i 2008 holdt en udenrigspolitisk tale til 200.000 forventningsfulde tilhørere i Berlin, var der ingen ende på begejstringen.

Europæiske kommentatorer lod følelserne få frit løb, så man sad tilbage med indtrykket af, at her var manden, der skulle frelse verden. Ikke bare fra den stygge George W. Bush, men også i al almindelighed. Og næppe var præsident Obama i 2009 flyttet ind i Det Hvide Hus, før nobelkomiteen gav ham sin fredspris på forventet efterbevilling. Et bizart, men præcist udtryk for de naive og urealistiske forventninger til USA's første sorte præsident.

Men europæernes håb var ikke bare rent og uskyldigt. Det blev tændt af et irrationelt had til Bush, men også af Obamas retoriske evner og udsigten til at få en sort præsident.

I Berlin i 2008 talte Obama om de nære bånd mellem Europa og USA. Han lagde op til forsoning med Amerikas fjender og gjorde det klart, at han som præsident ville bekæmpe global opvarmning, arbejde for en atomvåbenfri verden, støtte frihedskæmpere i Iran og i tide gribe ind over for massedrab på civile, som det var sket i Darfur.

På alle disse fronter har Obama skuffet sine tilhængere i Europa. Da millioner af iranere i 2009 gik på gaden og krævede frihed, så Obama passivt til, mens de blev bragt til tavshed af regimet. Næsten 100.000 har mistet livet i den syriske borgerkrig, så Obamas løfte om »aldrig mere« at se stiltiende til ved nedslagtning af civile, blafrer i vinden som et hult ekko. Og hvad angår Europa, er Obama den første præsident i et halvt århundrede, som har ventet fem år på at aflægge sit første officielle besøg i Tysklands hovedstad.

Obama har ikke, som hans partifælle Mark Medish gør opmærksom på i dagens avis, stærke, europæiske instinkter. Det er et problem, for der er behov for amerikansk-europæisk lederskab på en række områder.

I Obamas tilfælde stikker den manglende interesse for Europa dybt. Obama voksede op på Hawaii, han har boet i Indonesien, rejste til Pakistan som studerende og ledte efter sin fars rødder i Afrika. Man kan dårligt forestille sig en erfaringsverden fjernere fra Europa.

Men, som Medish anfører, er det ikke alene Obamas ansvar, at det transatlantiske samarbejde ikke er præget af samme nærvær som under Den Kolde Krig. Tyskland er i den henseende en endnu mere modvillig stormagt end USA under Obama.

Obama og kansler Merkel er begge fokuseret på taktiske initiativer i stedet for en fælles strategi for Vesten. Det økonomisk depressive Frankrig gør, hvad det kan, for at underminere en transatlantisk frihandelsaftale, og Storbritannien er i færd med en langvarig afklaring af sit forhold til EU.

Obamas europabesøg falder på et politisk ubelejligt tidspunkt. I 2008 blev han set som forkæmper for retsstaten, frihedsrettigheder og amerikansk idealisme.

Efter den seneste tids afsløring af optrapning af dronedrab på formodede terrorister uden rettergang, aflytning af kritiske journalister, skattevæsenets angreb på Tea Party-bevægelsen og historiens mest omfattende elektroniske overvågningsprogram, som måske også rammer europæiske statsborgere, fremstår Obama i et mere menneskeligt skær.

Euforien er forsvundet. Det er sundt, for det skaber grundlag for et mere modent forhold, om end værdifællesskabet mellem USA og Europa bygger på en emotionel kerne. Den bør begge parter holde fast i.