Landsholdskrise

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man følte sig hensat til 1970'erne, da det danske fodboldlandshold i afvigte uge med 0-4 mod Armenien reelt udspillede sin rolle i kvalifikationen til VM i Brasilien næste år med en præstation, der er betegnet som både historisk og pinlig. Ikke siden de glade amatørdage, da landskampe ifølge overleveringerne mere var at opfatte som hyggelige afbræk fra en travl hverdag, har man set så, ja undskyld, amatøragtig en indsats fra et dansk fodboldlandshold. Nederlaget og den måde, hvorpå det blev afstedkommet, fremhæver på én og samme tid et landshold i sportslig og imagemæssig krise og fordrer den naturlige konsekvens heraf: Et skifte på landstrænerposten, som Morten Olsen har bestredet i 12 år.

Det har mindre at gøre med Morten Olsens faglige kvalifikationer, som ingen anfægter, end med behovet for en fornyelse af den fælles nationale fortælling, som er et fodboldlandsholds raison d'etre.

Det er i det symbolske, i funktionen at bygge bro over skel, der ellers deler samfundet, at fodboldlandsholdet finder dets berettigelse. Den berettigelse styrkes af gode resultater, naturligvis, men bæres ikke mindst af fortællingen om landsholdet, dets tilgængelighed og folkelighed.

En stribe resultater underbygger den sportslige krise, der efterlader Danmark på næstsidste pladsen i VM-kvalifikationspuljen kun foran Malta. Landsholdets popularitetskrise er bygget op over længere tid. Allerede i 2008 kunne Jyllands-Posten afsløre en intern DBU-rapport om unionens image.

Undersøgelsen blev foretaget både blandt befolkningen og dansk fodbolds græsrødder, og dommen var hård. Blandt de negative superlativer, der blev brugt om DBU var følgende passage: »Det, som fylder mest i det udtryk, DBU har lige nu, er for hårdt, koldt, gråt, arrogant og stift, og det, som savnes, er mere tilgængelighed, menneskelighed, ægthed, spontanitet, glimt i øjet, karisma, åbenhed og mangfoldighed.«

Ifølge undersøgelsen var opfattelsen, at DBU's image primært blev tegnet af landstræner Morten Olsen og komunikationschef Lars Berendt, men også landsholdsspillerne fik kritik.

Fem år senere viste en Rambøl-måling for nylig i Jyllands-Posten, at danskerne opfatter fodboldlandsholdet som det kun tredjestørste sportsbrand i Danmark på højde med fodboldklubben FC København og overgået af herrelandsholdet i håndbold samt tennisspilleren Caroline Wozniacki. Til kampen mod Armenien kom kun 14.284 tilskuere, mens der i 1995 kom 40.208 mod samme modstander. Det ville være i uoverensstemmelse med sandheden at postulere, at DBU intet har gjort for at modvirke denne tendens.

Andre faktorer spiller også ind i landsholdets popularitetskrise. Underholdningsudbuddet generelt er eksploderet, konkurrencen om danskerens tid er øget, og på fodboldfronten har klubfodboldturneringen Champions League udviklet sig til et guldrandet koncept med verdensklassefodbold hveranden tirsdag og onsdag i sæsonen.

Der tegner sig et billede af, at DBU’s i så høj grad har identificeret sig med fodboldlandsholdet, at opfattelsen af unionens succes alene knytter sig til landsholdets resultater.

Det er kendetegnende for DBU's kommunikation, at det meste kritik afvises, og at alt bliver bedre, når landsholdet begynder at vinde igen. Derfor handler landsholdskrisen ikke om, at DBU ikke har gjort noget, den handler om, at DBU ikke har gjort nok. Den handler om, at DBU har forsømt noget så gammeldags som at gøre sig umage.