Fortsæt til indhold
Leder

Nye tider

.

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Når passagererne spænder sikkerhedsbæltet i et fly fra det irske luftfartsselskab Ryanair, er den første tanke næppe løn- og arbejdsvilkår for piloter og kabinepersonale.

Inden for en forholdsvis kort årrække er Ryanair vokset til at nærme sig Europas største luftfartsselskaber med hen ved 80 millioner passagerer om året.

Med et forretningskoncept baseret på konkurrencedygtige priser, minimalistisk service og ruter, der kun flyver fra A til B, har Ryanair udfordret de gamle luftfartsselskaber i Europa, og siden årtusindskiftet er adskillige bukket under, fordi de ikke havde den nødvendige omstillingsparathed.

Ryanairs forretningsmodel generer også det skandinaviske luftfartsselskab SAS; endda så meget, at selskabet har klaget sin nød til regeringerne i Danmark, Norge og Sverige, der gennem store aktieposter kontrollerer SAS.

Nu skulle man tro, at andre traditionelle luftfartsselskaber såsom Lufthansa, British Airways, Air France og KLM ville stå i kø for at støtte klagesangen fra SAS-hovedkvarteret i Stockholm, men det synes ikke at være tilfældet.

Formentlig har de pågældende selskaber ikke synderlig sympati for de vilkår, som Ryanairs kabine- og cockpitpersonale arbejder under, men modsat SAS har de tilsyneladende valgt at konkludere, at det fremstormende irske luftfartsselskab i al væsentligt synes at overholde love og regler, og at de ansatte i al væsentligt har været bekendt med vilkårene, da de valgte at arbejde for Ryanair.

Ryanairs flyflåde er indregistreret i Irland, og derfor er det en irsk arbejdsplads, som kabinepersonale og piloter møder på, selv om flyvningen udgår fra og ender i en dansk lufthavn, hvilket mange måske finder mærkværdigt, men et handelsskib med Dannebrog i agterstavnen er også en dansk arbejdsplads, selv om besætningen påmønstrer i Panama.

Set i det perspektiv er det svært at bebrejde Ryanair, at selskabet har indrettet sig efter de gældende regler. At andre relativt nye luftfartsselskaber i disse år har succes med at kopiere forretningsmodellen, skal ikke lastes dem eller det flyvende publikum. Trods alt er det tankevækkende, at mange danskere kan blive vældigt forargede, hvis en polsk tømrersvend lægger tag i Danmark til 90 kr. i timen, men glade spænder sikkerhedsbæltet i Ryanair i bevidstheden om at have bidraget aktivt til, at i hvert fald kabinepersonalet arbejder under vilkår, der nøgternt betragtet er ringere end dem, som den polske tømrersvend møder i Danmark.

At SAS er under pres fra Ryanair kan ikke overraske, selv om det irske selskab ikke beflyver de skandinaviske hovedlufthavne i København, Stockholm eller Oslo. Omkostningsstrukturen i SAS er væsensforskellig fra Ryanair, og inertien i det skandinaviske luftfartsselskab er langt større, så det kræver væsentlig længere tid at reagere på nye udfordringer.

SAS kan have en pointe i, at løn- og arbejdsvilkår i Ryanair ikke er på et skandinavisk niveau, og det derfor kan synes unfair, når det irske selskab opererer på skandinavisk jord, men virkeligheden er, at luftfartsselskaberne opererer på tværs af grænserne og som påpeget af Ryanair, vil mange især unge europæere gerne arbejde for selskabet på de givne vilkår.

Hvis SAS måtte få held til overbevise sine politiske ejere om, at de skal tvinge Ryanair til at tilbyde skandinaviske løn- og arbejdsvilkår, vil forbrugerne stå tilbage som tabere, ligesom erhvervslivets omkostninger vil stige yderligere.

Det ville nok være mere forstandigt, om SAS koncentrerede sin energi om at blive mere konkurrencedygtig.