Skattejagten

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

EU-landenes udfordringer med at finansiere deres fallerede velfærdsmodeller har under de senere års statsgældskrise udløst et politisk felttog mod skatteunddragelse, der nåede sin foreløbige kulmination på gårsdagens EU-topmøde.

Strafbar skatteunddragelse er uacceptabel, men i de fleste lande er skattelovgivningen i dag så kompliceret, at selv skattemyndighederne ofte viser sig ikke at være fortrolige med de love og regler, som de er sat til at administrere. Danmark, der har verdens højeste skattetryk, er et skræmmende eksempel på, hvordan hensynet til borgerne bestandig knægtes af fremfærden fra regering og skattemyndigheder, som det de seneste måneder er blevet afdækket her i avisen.

Ganske tankevækkende er en udtalelse fra Frankrigs præsident François Hollande om, at »alle skattely skal udryddes i Europa og resten af verden«.

Hvis redelighed frem for populisme havde været en del af den franske præsidents repertoire, ville han aldrig have udtrykt sig således.

Der er intet i vejen med lande, der har valgt at indrette sig skattemæssigt anderledes end de toneangivende medlemslande i Den Europæiske Union, heriblandt Frankrig.

Schweiz er eksempelvis ikke en nation af skattesnydere, men et af verdens mest demokratiske lande, hvor et flertal af borgerne har valgt at følge en samfundsmodel, hvor staten er til for borgerne og ikke omvendt. Heraf følger, at staten ikke har krav på at kende hver en detalje i borgernes liv, herunder ikke detailkendskab til borgernes privatøkonomiske forhold. Derfor er borgernes forretningsmæssige forhold til deres banker som udgangspunkt privat, som det naturligvis må være i et samfund, der bygger på respekten for den enkelte borger frem for statens formynderiske overmagt.

At fortrolighed mellem bankerne og deres kunder kan misbruges af personer, der ikke bor i eller betaler skat i Schweiz, er af gode grunde ikke landets skyld. Ansvaret hviler alene på den person, der vælger at have penge stående i en schweizisk bank uden på given foranledning at oplyse herom til myndighederne i det land, hvor han har sin bopæl.

Ingen ved sine sansers fulde brug kan hævde, at Schweiz ikke er et velfærdssamfund; endda et meget velfungerende et, men stigmatiseringen af Schweiz og andre lande med et andet syn på mennesker og beskatning er et vidnesbyrd om et begyndende sammenbrud i de såkaldte velfærdsmodeller, som vi i disse år er vidner til i resten af Europa.

Skattetænkning i EU er kun mulig, fordi medlemslandene ikke har villet harmonisere skatter og afgifter. På den ene side accepterer EU-landene dermed, at der kan være store fordele ved at være skatteyder i ét land frem for et andet. På den anden side tilkendegiver EU-landene nu politisk, at det er uacceptabelt, at borgerne indretter sig derefter.

Hvis det grænseløse Europa og især EU’s indre marked skulle give mening, skulle skatter og afgifter være nogenlunde ens. En selskabsskat på 12,5 pct. i Irland og 33,33 pct. i Frankrig gør det unægteligt mere attraktivt at søge mod Irland, ligesom titusinder af velhavere finder det skattemæssigt mere attraktivt at bo i London end i Lyon. Den jævne dansker gør gennem grænsehandel flittig brug af afgiftsforskelle, og sådan kan vi blive ved.

Essensen er, at EU-regeringernes felttog mod påståede skattesnydere reelt dækker over manglende politisk vilje til at give europæerne den ægte europæiske union, som de er blevet stillet i udsigt, og som de for længst burde have fået.