Skolens rutsjetur

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man siger, at djævlen ligger i detaljen. Nu er den danske folkeskole ingen detalje. Men som en væsentlig byggesten i det danske samfund, ja, hvis man ligefrem skal blive højstemt, i frembringelsen af en kritisk borgerlig offentlighed, så indeholder historien om den danske folkeskole i disse år en væsentlig fortælling om rigets tilstand nu og ikke mindst på længere sigt. I den forstand kan man tale om, at der i folkeskolen gemmer sig en sandhed om det danske samfund, som nok burde bekymre.

For snart 100 år siden blev den tyske historiker og filosof Oswald Spengler berømt for sit værk ”Vesterlandets undergang”. Gennem studier af blandt andet Romerrigets historie og forfald beskrev han det cykliske historieforløb og forudså, at de vestlige samfunds kultur vil gå under og miste indflydelsen til andre kulturer.

På dansk tv har man på det seneste kunnet følge en programserie, et art begavet realityshow kan det vel kaldes, hvor en 9. klasse fra Holme Skole ved Aarhus skulle konkurrere med jævnaldrende elever fra Harbin i Kina. Om ikke andet må man sige, at serien var et endegyldigt opgør med de forestillinger og argumenter, vi normalt benytter os af, når den danske folkeskoles kvaliteter skal forsvares: Vi er gode til tværfaglighed, selvstændig, kritisk tænkning, procesorienteret grupperarbejde, innovation, kreativitet osv., osv.

De danske børn fik store bank på alle områder, også på hjemmebanen, altså alt det ovenstående, vi normalt bryster os af, og som er det, der skal udgøre kernen i det danske videnssamfund. Det eneste sted, hvor de danske elever udmærkede sig i forhold til deres kinesiske kolleger, var i faget engelsk, og det manglede vel bare, kunne man mene, i og med at danske børn nærmest lever i en anglofil kultur.

De danske børn kan ikke klandres. De er hverken født klogere eller dummere end udenlandske børn. Tværtimod er de ofrene her. Men klandres kan til gengæld tre-fire årtiers reformpædagogik og skiftende skolereformer, der har hyldet alle de værdier, som er nævnt ovenfor, og nedtonet faglighed og faktuel viden, fordi det har været at betragte som i sig selv futilt, selv om netop faglighed og faktuel viden må være forudsætning for al videre indlæring og tværfaglighed.

Danske børn kan ikke sammenlignes med kinesiske, der vokser op i et autoritært og stramt system, lyder modargumentet. Nej, danske børn kan aldrig blive som kinesiske, men det er sådan set heller ikke det, der er spørgsmålet, for selv om de ikke er ens, kan de godt sammenlignes, idet de i sidste ende vil være konkurrenter på det globale marked, og her indeholder det sin egen fortælling og sandhed, at det danske uddannelsessystem på få årtier er rutsjet fra en topplacering til en placering i den nederste halvdel på verdensplan.

Det tegner ikke lovende for fremtiden, og man fornam, at det vel også var det, regeringen havde indset, da den valgte at lockoute alle lærere i fem uger for at gennemtvinge en ny skolereform med plads til flere timer og mere fokus på faglighed. Men indtil videre er forhandlingerne strandet, fordi De Konservative med stor ret insisterer på, at de flere timer ikke skal bruges på flere aktivitetstimer, men på flere faglige timer.

Spenglers opskrift på overlevelse var pligt, kaldsetik og behovsudsættelse. Hvis ikke man indser, at skolen, uddannelsessystemet og i sidste ende samfundet har brug for nye dyder, så bør man måske bare se undergangen i øjnene.