Fremtid i Arktis
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Ved at udvide oberservatørkredsen med fem nye lande har medlemmerne af Arktisk Råd taget endnu et skridt til at sikre, at det er her, at beslutningerne om fremtiden i Arktis træffes. De nordiske lande, Canada, USA og Rusland havde meget at vinde ved at åbne døren for flere nationer. Risikoen ved at holde andre ude er ganske enkelt, at de andre finder sammen uden om den sluttede kreds, og at førstehåndsretten til at præge udviklingen nord for polarcirken forsvinder.
På den baggrund er der mere at vinde og mindre at tabe ved at lukke Kina, Indien, Singapore, Sydkorea og Italien ind. I debatten op til topmødet i Kiruna var det især Kina, som kunne få bekymrede miner frem. Kina har vist endog megen stor interesse i Arktis, hvilket ikke mindst Island har mærket. At kineserne ikke fører sig frem af lutter bekymring for oprindelige folk eller isbjørne, er der næppe megen tvivl om. Kineserne varetager deres langsigtede strategiske og økonomiske interesser, og det må man nødvendigvis forholde sig til. Det positive er, at det nu sker inden for de rammer, som Arktisk Råd har fastlagt. Optagelsen betyder, at Kina anerkender spillereglerne.
Eneste seriøse ansøger, som blev efterladt på sidelinjen, var EU. Bag afvisningen gemmer sig en større diskussion om, hvilken udvikling Arktis kan eller skal undergå. Problemets symbol er sælskind. Dyreforkæmpere bryder sig generelt ikke om at se dyr lide, og de bryder sig i særdeleshed ikke om at se nuttede arktiske dyr lide. Set fra Europas cafeer lyder det mere romantisk, når et dyr dræbes af oprindelige folk med oprindelige fangstmetoder, hvor imod moderne våben repræsenterer civilisationens overgreb på den uberørte natur. Kernen er en strid om udviklingsmulighederne i Arktis. Man kan groft spørge, om Arktis skal være et frilandsmuseum, som krydstogtgæster og naturelskere kan bevæge sig rundt i, eller om beboerne i området har krav på en udvikling, som kan gøre dem selvforsørgende. Muligheder for engang i fremtiden at få adgang til råstoffer i undergrunden har skabt et håb, som de seneste mange år har båret en stolthed i Grønland. Forrige topmøde i Arktisk Råd foregik i Nuuk i 2011, og da skilte grønlænderne sig ud fra andre oprindelige folk ved ikke at møde op i nationaldragter. Signalet var klart: Vi sidder her på lige fod; vi har noget at byde på.
Også på den baggrund er det trist, at Grønland denne gang boykottede mødet i Kiruna. Arktisk Råd er særegent ved det, at det består af både nationer og organisationer, som repræsenterer oprindelige folk. Gennem årene har udviklingen gjort Arktis til et interessant storpolitisk område. Det er optagelsen af de nye permanente observatører med til at understrege. Kun ved at deltage kan man præge udviklingen, og det er bestemt også i Grønlands interesse, at den fremtidige udvikling foregår på retssamfundets betingelser.
I Nuuk tog Arktisk Råd første skridt fra at være en snakkeklub til at være et forpligtende samarbejde, da udenrigsministrene fra de otte medlemsstater underskrev en aftale om gensidig redningshjælp, hvis eksempelvis et krydstogtskib forulykker. I Kiruna blev det næste taget, da ministrene underskrev en aftale om at hjælpe hinanden, hvis en oliespildskatastrofe skulle indtræffe. Ud over det glædelige i, at de arktiske stater har valgt at samarbejde frem for at udfordre hinanden i spektakulære kapløb om Nordpolen, så viser det også, at de otte nationer er forberedte på en fremtid med økonomisk udvikling i Arktis.