Et undertrykt folk

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Oprørsteoretikeren Frantz Fanon udgav for godt 50 år siden det lille skrift ”De fordømte her på jorden”. Bogen blev en bibel for dele af den radikale venstrefløj. Fanon rettede en sønderlemmende kritik mod vestlig kolonialisme og lagde navn til den berømte formulering om, at et undertrykt folk altid har ret. Selv om udenrigsminister Villy Søvndal på visse punkter har lagt fortiden bag sig, så er hans verdensbillede stadig gennemsyret af Fanons fortænkte og farlige logik.

Det afslører Søvndals udlægning af konflikten mellem Israel og palæstinenserne. Først da han som folketingsmedlem tilsluttede sig den dæmoniserende boykotkampagne mod Israel; siden som udenrigsminister i sit forsvar for at opgradere det palæstinensiske selvstyres status i FN, og senest med opgraderingen af den palæstinensiske mission i Danmark til noget, der minder om en ambassade.

Søvndal griber godt nok ikke til sin partifælle Anne Grete Holmsgaards antisemitiske retorik, som da hun i 1970’erne i en bog stemplede jøderne som klassefjenden pr. definition, men han anlægger forskellige standarder for Israel og palæstinenserne, når han skiftevis vil opmuntre eller lægge pres på dem for at fremme en politisk løsning. Logikken har sit ophav i revolutionsromantikken om, at et undertrykt folk altid har ret. Den er dømt til at mislykkes.

Før Søvndal i efteråret 2011 rykkede ind i ministerkontoret på Asiatisk Plads, fastslog han, at udbredelse af demokrati og menneskerettigheder under ham ville figurere højt på dagsordenen. Ak ja, var det bare så vel.

I Israel findes en uafhængig og kritisk presse, en demokratisk styreform, uafhængige domstole og andre institutioner, der karakteriserer et liberalt demokrati. I det palæstinensiske selvstyre på Vestbredden indespærres borgere for at kritisere palæstinensiske værdier og for at håne og spotte styrets leder, Mahmoud Abbas. Abbas mangler demokratisk legitimitet.

Hans embedsperiode udløb for tre år siden, men af frygt for at tabe et valg til islamisterne i Hamas, er han blevet ved magten. Palæstinensere, der mødes med israelere til fodboldkampe, koncerter eller i tværreligiøse grupper for at styrke de menneskelige bånd, stemples som forrædere. Skolebøgers og mediers hadefulde propaganda mod jøder og Israel har gjort, at selvstyrets befolkning foretrækker ledere, der har slået jøder ihjel, i stedet for den pragmatiske Salaam Fayyad.

I et tankevækkende interview i gårsdagens avis omtalte Søvndal nødvendige krav om respekt for individets rettigheder i selvstyret som en ”undskyldning” for ikke at belønne palæstinenserne med opgradering i FN og Danmark. En undskyldning? Den lader vi lige stå et øjeblik. Belønningen følger umiddelbart efter, at den reformorienterede Fayyad er blevet presset til at gå af. Han sad tungt på de penge, der tilflød selvstyret. Til stor utilfredshed for det korrupte Fatah, som med Fayyads afgang kan styre pengestrømmene ned i egne lommer.

Som reaktion på de foruroligende tendenser vil Søvndal opmuntre moderate palæstinensere med en opgradering af selvstyrets mission i Danmark. Han opmuntrer imidlertid helt andre kræfter, mens han kræver øget pres på Israel. Logikken skriger til himlen, men den følger den gamle socialistiske sang: Et undertrykt folk har altid ret. Desværre er det netop den logik, som har gjort PLO, forløberen for selvstyret, til en af historiens mindst succesfulde frihedsbevægelser – nu med støtte fra den danske regering.