Merkels fortid

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Angela Merkel har været Tysklands forbundskansler siden 2005, og det er gået meget godt i hendes regeringsperiode. Ikke alt positivt er udelukkende hendes fortjeneste, moderniseringen af arbejdsmarkedet, f.eks., skyldes for en stor del hendes socialdemokratiske forgænger, men hvis det var gået nationen skidt,, ville det have været hendes ansvar, og således må hun også have roserne, når tingene bevæger sig den rigtige vej.

Merkel er imidlertid også tidligere DDR-borger. Ganske vist er hun født i Hamborg, men som ganske spæd flyttede hun med familien til Østtyskland, og der har hun været siden. Det giver hende en særlig biografi. Hun voksede op i et diktatur og var 35 år, da Muren faldt. Hendes far var præst, hvilket ikke var en populær beskæftigelse under det kommunistiske regime, hendes mor engelsklærer, det var heller ikke noget, man skiltede med i den såkaldte arbejder- og bondestat. Angela var den bedste elev i klassen, og hun fik lov at studere, hvilket ikke var en selvfølge. Teologers børn havde problemer med at få en ordentlig uddannelse, det kan også forbundspræsident Joachim Gauck, der var præst i Rostock, tale med om.

Alt dette for at ridse baggrunden op til en bizar debat, som i øjeblikket foregår i Tyskland: Er forbundskansleren, der også er formand for det borgerlige CDU, i virkeligheden skabskommunist?

Indicierne, der drages frem af visse medier, er følgende: Merkel var medlem af Freie Deutsche Jugend (FDJ), den kommunistiske ungdomsbevægelse. Hun endte tilsyneladende med at være ansvarlig for en lokal agitations- og propagandaafdeling. Hun var tillige med i den officielle fagforening, da hun arbejdede på et videnskabeligt institut i Østberlin. Og, hvilken gru, hun var god til russisk og modtog som præmie et ophold i Sovjetunionen.

Nu er kansleren ikke voldsomt ideologisk præget, hun kunne formentlig lige så godt være leder af De Grønne eller det liberale FDP, men at beskylde hende for at være vild med et totalitært system er langt ude, i hvert fald på det foreliggende grundlag.

Hvilket indbyder til et par overvejelser om, hvad man kan bebrejde mennesker. For det første: Ingen, der ikke har prøvet det, kan forestille sig, hvordan det er at leve i et diktatur. Merkels oprindelige mentor, tidligere forbundskansler Helmut Kohl, sagde engang, at han ikke var sikker på, hvordan han selv ville have forholdt sig, hvis han var vokset op i DDR.

For det andet: Der er forskellige grader af samarbejde, og for de fleste er der en grænse. Merkel var aldrig medlem af det kommunistiske parti SED, og hun afviste at være stikker for det hemmelige politi. Det samme gjaldt hendes familie.

For det tredje: Der er forskel på at bøje af i et diktatur og at lefle for udenlandske, totalitære magter i et demokrati. I et diktatur kan et godt job til en selv eller ægtefællen eller nødvendig medicin til et barn være afhængig af, hvordan man står sig med regimet. I et demokrati grænser det til forrædderi at bekæmpe et folkevalgt samfundssystem og i stedet være håndlanger for rædselsstyrer som det sovjetiske. Merkel ser i et vist omfang ud til at have arrangeret sig med magthavere, hun ikke havde sympati for. I Danmark havde folk som Ole Sohn og Frank Aaen det frie valg, og de valgte forkert. Der er pokker til forskel, og det burde ikke være svært at begribe. Hverken for borgerlige eller venstrefløjen.