Politi-slendrian

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Frikendt, siger den tidligere professor og hjerneforsker Milena Penkowa.

Overhovedet ikke, siger advokaturen for økonomisk kriminalitet ved Københavns Politi.

Sidstnævnte har meddelt, at man på grund af forældelse har opgivet at rejse bedrageritiltale mod førstnævnte, men det betyder selvsagt ikke, at hun er frikendt, og netop deri ligger et betydeligt retssikkerhedsmæssigt problem. I en retssag har man nemlig muligheden for at blive frikendt, og selv om meget peger i retning af, at det i den aktuelle sag ville blive vanskeligt for den detroniserede professor, træder man et afgørende retssikkerhedsprincip under fode ved at afskære hende muligheden.

Meddelelsen om frafaldet af tiltalen er ledsaget af en meget upassende erklæring om, at man til gengæld er sikker på, at Penkowa ville blive dømt, hvis en straffesag blev gennemført. Dermed stiller man hende i et retssikkerhedsmæssigt limbo, hvor hun uden at være dømt for altid vil skulle leve med mistanken og beskyldningen.

Det er selvsagt lidet betryggende og stærkt belastende for retssikkerheden, og ansvaret for denne misere ligger alene hos politiet.

Det er nemlig to og et halvt år siden, man gik i gang med efterforskningen eller i hvert fald erklærede, at man gjorde det. På det tidspunkt var de påståede kriminelle forhold allerede to og et halvt år gamle, og det kræver ikke megen evne til simpel hovedregning at ræsonnere sig frem til, at efterforskningen herefter skulle være gennemført inden for de næste to og et halvt år.

Men sådan regner man ikke hos politiet. Der har man endog meget god tid og lader gerne folk vente i usikkerhed. Selv ganske ukomplicerede handlingsforløb tager det måneder at udrede, og en sag som denne, der omfatter op til flere dokumenter, tager naturligvis ikke måneder, men år.

En gang imellem kan man martres af den tanke, at denne afslappede holdning til tidsforbruget hænger sammen med, at sigtede personer ofte sidder varetægtsfængslet og som tiden går, bliver mindre stålsatte i deres modstand mod at tilstå forbrydelser eller i øvrigt være politiet behjælpeligt med opklaring.

Denne tanke afvises naturligvis altid lettere fornærmet af politi og anklagemyndighed - uden dog helt at forsvinde, så længe kendsgerningerne er, som de er.

Københavns Universitet er af indlysende årsager ikke tilfreds med politiets håndtering af sagen, thi heller ikke universitetet kan være tjent med, at en sådan sag afsluttes uden en klar afgørelse efter en nøje afvejning af beviserne i en retssal. Man har derfor sat sig for at undersøge, om der i stedet kan rejses tiltale efter en strengere paragraf, hvor forældelsesfristen ikke er fem, men ti år.

Det er ikke nogen optimal løsning, men i situationen måske den bedst anvendelige.

Som sagen ligger oplyst, har der fra politiets side været tale om slendrian af et sådant format, at straffeansvar burde kunne gøres gældende. Ikke blot over for den detroniserede hjerneforsker, men også mod de politiembedsmænd, som formentlig med åbne øjne og ved fuld bevidsthed har ladet sagen trække så længe ud, at den ikke kunne gennemføres.

Selv med politiembedsmænds noget alternative tidsskala skulle det nok kunne lade sig gøre at få en sådan sag klar til retlig behandling i løbet af to og et halvt år.