Pakistan og USA

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Nawaz Sharifs tilbagevenden til Pakistans premierministerpost, som han har haft to gange tidligere, kan blive det vendepunkt, som pakistanerne og det internationale samfund har sukket efter. Hans og hans muslimske ligas overbevisende valgsejr kan vise sig historisk.

Pakistanerne gjorde selv, hvad der var nødvendigt. Trods massiv vold før valget med 100 døde og en valgdag, som Taleban med sine selvmordsbombere gjorde til en blodig begivenhed med yderligere 50 drab, stillede de modigt op i køerne foran valglokalerne. Med en stemmeprocent på omkring 60, langt højere end 2008-valgets 44, viste de, hvad de vil. De vil have demokrati, og de vil have en stærk regering, som kan skabe økonomisk fremgang, og som vil gøre noget for at bekæmpe den terror, der i årevis har redet landet som en mare. De ønsker en premierminister, som kan bringe det problematiske forhold til den store naboatommagt Indien i orden, og frem for alt ønsker de stabilitet.

Men uproblematisk er valgets udfald ikke, for valgets anden store vinder, Imran Khan, og hans PTI-parti, som i årevis har levet i skyggen af den muslimske liga og det slagne folkeparti, der tabte regeringsmagten, kan gøre livet surt for Sharif.

Den store valgdeltagelse var i høj grad konsekvensen af, at Imran Khan samlede de unge vælgere og den unge middelklasse, som protesterer mod USA's politik over for Pakistan. Den antiamerikanisme, som har været en del af pakistansk politik i årevis, finder især klangbund blandt de unge vælgere, og det er i høj grad USA's eget ansvar, om den skal vendes i positiv retning.

USA valgte i sin regionale strategi at satse på det pakistanske militær. Men pakistanerne er moderate muslimer, som vil leve i et politisk demokrati. Hvis det store mandat, som de har givet Sharif, åbner USA's øjne for det hensigtsmæssige i et politisk sporskifte over for Pakistan, kan det få afgørende betydning. Ikke blot i forholdet mellem Pakistan og USA, men også i forholdet mellem Indien og Pakistan og måske vigtigst af alt i det pakistansk-afghanske forhold.

Hvis det bedres, kan det bidrage til stabilisering af Afghanistan og blive en afgørende faktor i USA's strategi efter 2014. Hvis USA vil bekæmpe de ekstremistiske kræfter i Pakistan, må det støtte Sharif i stedet for at samarbejde med de pakistanske generaler.

Ændringer er aldrig kommet nemt i Pakistan, og det gør de heller ikke efter dette valg, for Sharif står over for mange udfordringer. Et af de store problemer er hans forhold til militæret, som sendte ham på pension i 1999. At udbedre det er altafgørende for stabiliteten i landet.

Men måske allervigtigst for ham er det at bringe økonomisk stabilitet til Pakistan, og heldigvis er han en forretningsmand, som kan se alle fordele ved at åbne for mere samhandel især med Indien, som da også har modtaget ham særdeles positivt.

Om Sharifs valgsejr betyder en ny begyndelse for en nation på vej mod økonomisk og demokratisk sammenbrud, er for tidligt at sige. Men han har alle muligheder for at skabe en handlekraftig regering, der kan forbedre forholdet både til Indien og til USA, og som er så stærk, at den kan sætte sig over hærens indflydelse.

Meget afhænger af, om USA lige som Indien vil række hånden ud mod Pakistans nye leder. De pakistanske vælgere har sendt et budskab til USA, som præsident Obama bør besvare positivt.