Tilbagetoget

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der er intet overraskende i, at statsminister Helle Thorning-Schmidt efter flere dages uvejr i går på sit ugentlige pressemøde lancerede en midlertidig løsning af dagpengeproblemet. Således ved første øjekast uanfægtet kunne Helle Thorning-Schmidt afvise endnu en krise. Hun skal have, at det er imponerende, hvor stålsat og upåvirket hun forekommer, for selv om hun naturligvis vanen tro søger at signalere handlekraft, og hun da også umiddelbart får skabt en anelse ro på bagperronen, så er redningspakken og ikke mindst forløbet frem mod den endnu et notorisk eksempel på, hvor selvforskyldt tumultarisk og lappeløsende regeringens politik forekommer.

Helt isoleret fra, at en væsentlig del af dens politik og reformer, inklusive dagpengereformen, er nødvendige og fornuftige set i et langsigtet udviklingsperspektiv, så tumler regeringen rundt og har ingen andre end sig selv at takke for, at dens vælgere og bagland føler sig i stadig stigende grad fremmedgjort i forhold til regeringen.

Med redningspakken får Helle Thorning-Schmidt beroliget Enhedslisten, der kan sole sig i sejren, og forsikret baglandet i både S, R og især SF, hvor Annette Vilhelmsen havde brug for en luns, om, at regeringen lytter. Men som det gamle ordsprog om at tisse i bukserne for at holde varmen, er det ganske givet, at det ikke bliver redningspakken, der freder eller redder regeringen. I hvert fald kun for en stund.

Man skal altid passe på med at spekulere i motiver, men der er næppe tvivl om, at da først valgresultatet slog fast, at S og SF kun kom til magten på De Radikales nåde, var en grundlæggende ændring af regeringsprogrammet nødvendig. Det er sådan set realpolitik, og i den branche hører det til dagens orden, at man må sluge kameler for i det mindste at få indflydelse. Men statsministeren har taget skridtet fuldt ud, og virker som om hendes langsigtede ambition på eftermælets vegne er at gå over i historien som en modig og handlekraftig statsminister, der turde gennemføre en række upopulære, men samfundsøkonomisk nødvendige reformer.

Selv om Helle Thorning-Schmidts lancering af redningspakken fjerner Enhedslistens trussel om at vælte regeringen lige nu, så kan hun alle gode initiativer til trods ikke se frem til megen lysning. En pludselig og mærkbar økonomisk fremgang og en vækst i beskæftigelsen vil være det, der kan redde hende og sikkert er med i aftenbønnen hver aften.

Imidlertid står tilbage, at Socialdemokraterne er i en historisk krise, mens SF nærmest er i færd med at implodere. Årsagen er først og fremmest, at regeringen og især statsministeren har haft uendelig vanskeligt ved at kommunikere deres politik. I begyndelsen kunne det forklares med, at den var ny og uprøvet, og at Helle Thorning-Schmidts projekt ganske enkelt var vanskeligt at få øje på. Men i takt med, at reformkursen har taget form, hænger problemerne sammen med, at man trods nærmest en fordobling i antallet af spindoktorer og strategiske medarbejdere har fjernet sig mere og mere fra folket, været ude at stand til at kommunikere med det og skadet sig selv gang på gang med hovsa-løsninger og lappe-løsninger, der først og fremmest signalerer slingrekurs, mangel på styring og overordnet strategi.

Statsministeren kan nok så mange gange gentage, at reformerne er sand socialdemokratisk politik, og at der kommer en god løsning i morgen, men hvad nytter det, hvis man i sidste ende ikke formår eller når at fortælle mennesker med fokus på hverdag det, så det virker troværdigt?