SF’s kollaps

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Man tillægger sig selv en ekstra moralsk dimension, man er ikke så magtfikseret, man omgås hinanden på en bedre, mere solidarisk og empatisk måde – for slet ikke at tale om det politiske indhold, som er helt anderledes menneskeligt. Sådan kan man bilde sig selv så meget ind, at det ender som en livsløgn.

Hvad der foregår for tiden i SF minder ganske meget om de interne opgør i det hedengangne Fremskridtspartiet, eller da Pia Kjærsgaard rensede Dansk Folkeparti for de såkaldte ”landsbytosser”. Magten kræver nu engang sit, hvad enten man er blød SF’er eller hårdkogt fremskridtsmand. Da dissidenten Lisbeth Bech Poulsen blev banket på plads, skete det ganske vist under opbydelse af megen gråd og tænders gnidsel samt søstersolidariske krammere, som når syndere i en nyreligiøs bevægelse tvinges til selverkendelse, men resultatet var det samme. Og nu da Özlem Cekic er rippet for alle sine ordførerskaber foruden retten til at udtale sig på SF’s vegne, som det hedder som med en eufemisme fra George Orwell, er det helt klart: Også et SF, der har solgt sig til magten, skal have det til at hænge sammen. Der er nogle, der bestemmer, og andre som bare har at rette ind.

Det har sin egen ædende onde ironi, at netop Özlem Cekic nu også er blevet et offer for SF’s eksistenstruende krise. Det var hende, der satte ekstra gang i nedturen, da hun turnerede med den fattige ”Carina” som et eksempel på, hvordan livet henslæbes på bunden af Danmark. ”Carina” viste sig på ingen måde at være fattig, men manipulationen fik øjnene op hos almindelige danskere, der pludselig indså, at de i velfærdsstaten anno 2012 er til grin for deres egne, ofte hårdt sammensparede – og under alle omstændigheder hårdt beskattede – penge. Sjældent har en politisk dagsorden skiftet så dramatisk på så kort tid: Fra S-SF’s snak under valgkampen om VK’s »massakrer« på velfærdsstaten til nu en langt mere realistisk erkendelse af, at hvis velfærdsstaten skal overleve nogenlunde, er det bydende nødvendigt med et større incitament til at arbejde. Det kursskifte er det i skrivende stund tvivlsomt, om SF overlever som parti.

SF-toppen ville magten og har fået magten, men mangler endnu at modbevise Per Hækkerups gamle ord om, at SF ikke vil kunne klare magten. SF er rykket så langt mod højre og har givet køb på så mange helt grundlæggede SF-værdier, at det ikke kun er de mest loyale partimedlemmer, som gnider øjnene. Den hæmningsløshed, hvormed Villy Søvndal, Thor Möger Petersen og andre i inderkredsen på rekordtid har fjernet partiet fra dets udgangpunkt, er næppe set tilsvarende i nyere dansk historie. SF er sindbilledet på den blanke opportunisme, hvor magten er alt og alt andet ligegyldigt.

I afsvækket grad gælder det samme for Socialdemokraterne, men de forstår trods alt at håndtere vælgerbedraget med en smule større professionalisme. Her snøftes og hulkes ikke så heftigt foran tv-kameraerne, men diagnosen på S-krisen er helt den samme. Partiet er aldeles ude af trit med sin historie, sine værdier og sine vælgere, anført af en ledelse, der fremstår blottet for politiske pejlemærker.

SF-toppen fik magten og minsterbilerne og fortryder det formentlig allerede bitterligt. Om partiet overlever, som mange SF’ere lige nu udtrykker bekymring for, vil vise sig, men genopretningen skal gå hurtigt. Özlem Cekic, som i dag hyldes af mange for sin principfasthed, er kun et mindre symptom på en afgrundsdyb SF-krise.