Fair løsning
Sammenbruddet i trepartsforhandlingerne er endnu et ydmygende nederlag for statsminister Helle Thorning-Schmidt.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Skudt i sænk af landets mest nøgterne fagforbund, Dansk Metal, der »ikke kan og ikke vil indgå i en aftale, der indebærer afgivelse af hellig- eller feriedage«.
I Fair Løsning 2020 står ellers at læse:
»Den økonomiske politik efter et regeringsskifte skal bygge på en trepartsaftale om langsigtet økonomisk holdbarhed.«
Med trepartsforhandlingernes sammenbrud må man konstatere, at regeringens økonomiske politik; ja selve regeringens eksistensgrundlag, bygger på løftebrud og løgne.
Da Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal den 16. maj 2011 præsenterede ”Fair Løsning 2020”, var den forkromede plan båret af ”De fire trin til vækst og velfærd”:
Gang i væksten - men regeringen har ikke evnet at få gang i den økonomiske vækst.
Styr på indtægterne - men indtægterne er der kun styr på gennem en bygge af skatteforhøjelser, der både fører til tab af vækst og arbejdspladser.
En effektiv offentlig sektor - men den offentlige sektor er fortsat ineffektiv, og et truende sammenbrud i forhandlingerne med kommunernes landsforening, viser, at der i kommunerne ikke eksisterer reel vilje til økonomisk mådehold.
Arbejde mere og uddanne os bedre - men sammenbruddet i trepartsforhandlingerne betyder, at lønmodtagerne hverken skal arbejde mere eller uddannes bedre.
I går morges vågnede regeringen op til skarp kritik fra tidligere S-formand Mogens Lykketoft, der på et debatmøde onsdag aften havde karakteriseret såvel de famøse 12 minutters mere arbejde som tilbagetrækningsreformen med ordene »ingen af dem var sådan set særligt påtrængende«.
At kritikken først kommer nu og ikke før folketingsvalget i september i fjor, da Helle Thorning-Schmidt turnerede land og rige rund med budskabet om trepartsforhandlinger og 12 minutter, understreger Mogens Lykketofts ubestridelige og ofte demonstrerede talent for politisk hykleri.
Efterfølgende stod Mogens Lykketoft over for avisens medarbejder ved alle sine udtalelser, men af hensyn til regeringen ønskede han dem ikke offentliggjort, selv om et kamera i lokalet optog hele hans indlæg. Ak ja.
I en tid, da politikere med utrættelig iver agerer linselus, er det evident, at ethvert politisk debatmøde med mere end én deltager er at betragte som en del af det offentlige rum. Som en af de mest erfarne politikere og indehaver af landets højeste civile embede burde Lykketoft være den sidste til at reagere, som han har gjort, men hans adfærd tjener blot til at understrege, at statsministerpartiet er sin egen værste fjende.
Også meningsmålingen i dagens avis taler sit tydelige sprog om Thorning-Schmidt regeringens deroute. Andre nylige meningsmålinger viser samme klare tendens: Et stort flertal af vælgerne vender regeringen ryggen.
Det er på ingen måde overraskende.
På valgaftenen den 15. september i fjor fejrede Helle Thorning-Schmidt det dårligste valg for Socialdemokraterne i 108 år som en stor sejr.
End ikke de socialdemokratiske kernevælgere lod sig narre, og den efterfølgende stribe af løftebrud og nederlag i politiske kardinalpunkter som betalingsringen og nu trepartsforhandlingerne bekræfter blot, at kataloget er tomt.
Regeringens projekt er kuldsejlet, og i situationen eksisterer der kun én Fair Løsning: Et hurtigt folketingsvalg.