Store arbejdsdag

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Når regeringen, arbejdstagerne og arbejdsgiverne, de offentlige såvel som de private, en gang i maj sætter sig om forhandlingsbordet til de trepartsforhandlinger, som regeringen har satset så meget på, at en fiasko ikke vil være til at bære, er nu også denne dag, store bededag i spil. Regeringen vil skaffe mere arbejde, det som politikere og økonomer kalder ”et øget arbejdsudbud.” Nej, det handler ikke umiddelbart om, at flere kommer i arbejde. Det handler i al sin gribende enkelhed om, at de, der er i arbejde, skal arbejde mere. Så meget, at det svarer til 20.000 fuldtidsansatte. Samtidig skal reformer af skattesystemet, førtids- og flekstidsordninger, kontanthjælp, uddannelsesstøtte og arbejdsmarkedets aktiveringsordninger sikre, at der kommer 135.000 flere ud på arbejdsmarkedet i de kommende otte år, og af dem skal så de 20.000 skaffes gennem trepartsforhandlingerne. Det tør siges at være en ambitiøs dagsorden for en regering, som i stort set alle henseender gør det dyrere at være dansker, som løbende strammer skruerne på det samfundsøkonomisk vigtige boligmarked, og som i forvejen har fået så store indrømmelser fra fagbevægelsen, at det burde slå til. Stramme overenskomster har reelt medført et fald i reallønnen, efterlønsordningen er beskåret, og dagpengeperioden er forkortet. Så er der noget at sige til, at lønmodtagerne synes, at de har et berettiget krav om at være med, når det skal besluttes, hvordan de fire milliarder, som nu er i spil, skal anvendes. Det er dem, der endnu en gang skal betale regningen. Denne gang i form af længere arbejdstid. Sådan ser det ikke ud fra regeringskontorerne, og resultatet kan meget vel blive, at fagbevægelsen med krav om kompensationer som betaling for øgede bidrag til økonomien vil sidde så fast i stolen, at forhandlingerne kuldsejler. Det vil være et grundskud for regeringen, og det vil være en katastrofe for Socialdemokraterne, som for længst har sat tillidsforholdet til sine oprindelige kernevælgere over styr, og som nu også er på kant med fagbevægelsen. "Fair Løsning", som for længst er skrottet, byggede på den jubeloptimistiske forudsætning, at danskerne skulle arbejde 12 minutter mere om dagen. Nu er så en eller flere helligdage i spil, blandt dem store bededag, for det er den nemme og overskuelige løsning på, hvordan man hurtigt skaffer flere penge i statskassen. Det er en særdeles tvivlsom løsning. Det er muligt, at økonomerne har ret, når de skønner, at en sløjfet fridag vil skaffe to milliarder. Men mere arbejde til de allerede arbejdende skaffer ikke flere praktikpladser til de unge eller flere ledige job på arbejdsmarkedet. Tværtimod vil det formentlig udløse krav om kompensation, måske i form af en ekstra feriedag, ved de kommende overenskomstforhandlinger, og så er vi lige langt. Illusionen om, at man på et tidspunkt, da lønningerne er sat i bakgear, arbejdsløsheden høj og skatter og afgifter strammes til det yderste, kan tilskynde folk til at arbejde mere uden at få noget ud af det, er himmelråbende naiv. Så lad store bededag være og koncentrer indsatsen om det, der kan motivere til mere arbejde: et lavere skattetryk, færre afgifter og en billigere og mere effektiv offentlig sektor. At der til overflod i en tid, hvor vi skrotter stadig mere af vort religiøse og kulturelle arvegods, er god grund til at bevare denne dag, turde være indlysende.