Boykot af EM
Om lidt mere end en måned sparkes EM-turneringen i fodbold i Polen og Ukraine i gang.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
De efterfølgende fire uger vil Euopas 16 bedste landshold, heriblandt Danmarks, forhåbentlig begejstre millioner af mennesker med seværdig og underholdende fodbold. Men kort før det første dommerfløjt er der blevet drysset en del malurt i bægeret, idet Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, med god grund har rettet en skarp kritik mod det ene værtsland. I protest mod forholdene i Ukraine vil Merkel boykotte mesterskaberne og opfordrer resten af sin regering, bortset fra sportsministeren, til at gøre det samme. Hun lægger dermed også op til, at hendes EU-kolleger tager stilling i sagen.
Protesten er rettet mod Ukraines leder, Viktor Janukovitj, og hans styres behandling af den tidligere premierminister Julia Timosjenko, der efter at have tabt præsidentvalget til Janukovitj og efterfølgende anklaget ham for valgsvindel sidste år blev idømt syv års fængsel for embedsmisbrug og korruption. Iagttagere mener, at dommen er politisk motiveret for at forhindre Timosjenko i at stille op ved det næste præsidentvalg, og landets opposition har oplyst, at Julia Timosjenko, der for tiden sultestrejker i sit fængsel, mishandles af sine fangevogtere.
Merkels udmelding har skabt debat i hele Europa, og præsidenten for mægtige Bayern München, Uli Hoeness, har opfordret de tyske landsholdspillere til at ytre sig kritisk om menneskerettighedsforholdene i Ukraine. Det er med andre ord den gamle historie om sammenblandingen af politik og sport, der blusser op igen, og dertil er kun at sige, at topspillerne som enkeltindivider må gøre op med sig selv, hvad de har lyst til at sige, men som hold bør de holde sig fri af debatten endsige enhver tale om boykot. Det er politik.
Herhjemme har kulturminister Uffe Elbæk sagt, at han vil afvente sine europæiske kollegers udmeldinger, mens hans forgænger, Per Stig Møller, mere utvetydigt har meddelt, at han ikke kan se, hvordan man som minister eller folketingsmedlem kan tage til Ukraine og overvære kampene officielt.
Hykleriet i denne sag er til at få øje på. De fleste husker sikkert, hvordan der op til OL i Beijing i 2008 i stor stil blev diskuteret Kinas forhold til menneskerettigheder, mens alverdens ledere og ikke mindst de europæiske – blandt dem Danmarks daværende udenrigsminister Per Stig Møller – slog knude på sig selv for at få argumenterne til at hænge sammen, når de sagde, at man ikke skulle støde det store land unødigt, underforstået fornærme den store og dominerende handelspartner. Politik er politik, og sport er sport, lød argumentet.
Selv om Ukraine ikke kan sammenlignes med Kina, når det gælder krænkelser af menneskerettigheder, er Per Stig Møller nu anderledes klar i mælet. På den anden side er det jo aldrig for sent at blive klogere, og det må understreges, at en fejl ikke bliver bedre af at blive gentaget. Der er stor grund til at lægge pres på styret i Ukraine og bruge EM som anledning til at skærpe den diplomatiske og politiske tone.
Det er nemt at påpege det problematiske i, at det først sker, når det rammer en ”kollega” i skikkelse af en tidligere præsident, når man, som DBU's kommunikationschef, Lars Berendt, har påpeget, har haft de sidste 20 år til at gøre det.
Men alternativet er værre, og det er nu, man har en mulighed for at lægge et meget stort pres på Viktor Janukovitsch og hans styre. Blot det sker uden at tage fodbolden som gidsel.