Privat snak

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Umiddelbart kan det måske forekomme lidt underligt, at folketingsmedlem Jesper Langballe blev dømt for at have støttet Lars Hedegaard med en moderat stramning af de ganske påfaldende og generaliserende udtalelser om muslimske fædres og onklers behandling af deres døtre og niecer.

Men dommen er logisk nok, for på den ene side erklærede retten, at de fremsatte udtalelser er omfattet af 266b, og at de er både forhånende og nedværdigende over for den befolkningsgruppe, som de vedrører. Altså er udtalelserne efter deres indhold strafbare.

At Lars Hedegaard alligevel blev frifundet, hænger sammen med, at retten ikke fandt det bevist, at udtalelserne var fremsat med det formål at blive udbredt til en videre kreds i den form, hvori de blev fremsat.

Straffelovens paragraf 266b lyder:

»Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.«

Retten lagde til grund, at »interviewet, hvorunder udtalelserne blev fremsat, foregik i forbindelse med en julefrokost i tiltaltes hjem, og at tiltalte var klar over, at interviewet blev optaget på diktafon, hvorimod han ikke vidste, at det tillige blev videofilmet.« Herudover lagde retten til grund, at »interviewet blev lagt ud på sitet "snaphanen.dk", uden at tiltalte forinden havde haft lejlighed til at gennemse det og godkende det.«

Herefter er det altså stadig tilladt i et privat selskab at fremsætte udtalelser, som ville være strafbare, hvis de blev udbredt til en videre kreds eller blot fremsat med det formål at blive udbredt til en videre kreds. I dette tilfælde blev de udbredt til en videre kreds, men uden ophavsmandens viden eller medvirken og derfor vurderer retten, at han ikke skal straffes.

Det er selvfølgelig betryggende, at der fortsat hersker talefrihed i private hjem, men problemet med den såkaldte racismeparagraf står uantastet.

Paragraf 266b repræsenterer fortsat en dybt problematisk begrænsning af den offentlige debat. Dels er det ulogisk at have en bestemmelse, som nøje definerer, hvem man ikke må fornærme. Det kan rent logisk udlægges derhen, at man så gerne må fornærme alle dem, som ikke er specifikt nævnt.

Dels har straffeloven i forvejen tilstrækkeligt mange paragraffer, som beskytter mod forhånelser og ærekrænkelser, uden at man behøver en sådan gruppebeskyttelse.

Det helt afgørende argument imod bestemmelsen er imidlertid, at den lægger en urimelig og uhensigtsmæssige begrænsning på den offentlige debat, hvor en karsk tone må være en legitim del af debatmiljøet. Tåbelige argumenter skal imødegås med gode argumenter, ikke med paragraffer, bøder og fængselsstraf.

Dette gode sunde synspunkt er under kraftigt pres nationalt og internationalt, hvor en især muslimsk funderet krænkelsesfundamentalisme i FN-regi truer det frie ord. Men det er dog en betryggende konstatering, at vi fortsat kan tale frit i vore egne hjem.