Medier og terror

Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Sådan hedder det i de vejledende presseetiske regler, som blev formuleret i 1964, og som stadig er gældende ret i presseetikken. Formuleringen forekommer selvindlysende, og langtidsholdbarheden er dokumenteret af tiden og erfaringen. Men reglen blev rigtignok formuleret dengang, da ”hurtig information” betød næste dags avisudgivelse, næste aftens tv-avis og senere næste udgave af DR's timenyheder.



I dag betyder ”hurtig information”, at enhver tilpas underholdende oplysning skal viderebringes inden for minutter og sekunder, og så kan det komme til at knibe gevaldigt med næste led i påbuddet: at det så vidt muligt bør kontrolleres, om de oplysninger, der gives, er korrekte.

Når først ét elektronisk medie har viderebragt en svagt funderet oplysning, føler andre elektroniske medier sig forpligtede til at være med på nyheden og viderebringer den ureflekteret, men med reference til kilden. Så er man dækket ind, hvis historien skulle vise sig forkert: Man har jo blot citeret et andet medie. Dette system har vi de seneste dage set udfoldet i fri dressur i forbindelse med en bombesprængning på et toilet på et københavnsk hotel.

I samme øjeblik, ordet bombe er nævnt, dukker ordet terror også op, og når ordet terror nævnes, er Morgenavisen Jyllands-Posten rutinemæssigt det næste, der dukker op på den journalistiske automatpilot. Vel er Jyllands-Posten et erklæret terrormål, vel er bladhuset under konstant bevogtning, og vel har vi måttet træffe visse ganske synlige sikkerhedsforanstaltninger. Ingen risiko må negligeres, og derfor øgede politiet bevogtningen. Men den direkte forbindelse mellem bombemanden på toilettet og bladhuset i Viby er ikke påvist. Ikke desto mindre kunne Ekstra Bladet med »centrale kilder« i politiet berette, at man i bombemandens besiddelse havde fundet et landkort med Jyllands-Postens bladhus i Viby ved Århus cirklet ind. Hvis det virkelig skulle være »centrale kilder«, der har givet en sådan oplysning til Ekstra Bladet, har politiet et troværdighedsproblem, men det ligger nok sandsynligheden nærmere, at der foreligger en lidt fri definition af begrebet »centrale kilder.«

På en ellers nyhedssvag weekend, hvor det mest ophidsende ellers var det radikale landsmøde i Nyborg, er det oplagt, at ordene bombe, terror og Jyllands-Posten er, hvad der skal trække seere, lyttere og læsere til.



I mangel af konkrete nyheder sendte tv-stationerne deres reportere til Viby, hvor de kunne stå foran bladhuset og sige »her bag ved mig« og i øvrigt med mange ord berette, at de intet vidste, og at der intet nyt var at fortælle. Men uforpligtende spekulationer var der plads til.

En nyhedschef på TV 2 klagede over, at politiet var så tilbageholdende med oplysninger, at det lagde hindringer i vejen for tv-stationens historie. Som om det var virkeligheden, der var til for medierne. Det er omvendt, hr. nyhedschef. Medierne er til for at skildre virkeligheden.

Dagbladet Politiken sendte en reporter fra København til Viby for at finde folk, som kunne sige, at de var bange for at bo i nærheden af bladhuset. Det lykkedes ikke, men til gengæld lykkedes det i skyndingen reporteren at få Vårkærparken omdøbt til ”Vårkabakken”.

Underholdningsindustrien truer journalistikken, og underholdningsværdien sejrer i stigende grad over sagligheden.

Dette er ikke mediernes finest hour.