Prøv vores tablet-udgave

Vi kan se, at du er på en tablet. Kunne du tænke dig at læse Jyllands-Posten på vores tablet-app?

Privacy Policy Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her
fredag 25. april 2014
Jyllands-Posten Jyllands-Posten debat
Dagens avisleder 02.08.08 kl. 03:00

Leder: Den forbudte debat

HVAD SKULLE man egentlig have spurgt om? Hvordan skulle spørgsmålet til vælgerbefolkningen have været formuleret?



Det er et naturligt og nærliggende modspørgsmål, når vi spørger, hvorfor den danske udlændingepolitik aldrig har været udlagt til folkeafstemning - hvorfor befolkningen aldrig er blevet spurgt om sin mening om indvandrerpolitikken.

Svaret er imidlertid ganske enkelt: Man kunne såmænd have lagt hele teksten til udlændingeloven ud til folkeafstemning: Ja eller nej!

Der er næppe tvivl om, at udlændingeloven ville være blevet vedtaget med overbevisende flertal, hvis den var blevet udlagt til folkeafstemning i 1983, og hvis befolkningen havde skullet stemme ud fra det informationsgrundlag, den dengang havde til rådighed og ud fra den stemning, der udgik fra det politiske establishment.
Men til en folkeafstemning hører en forudgående debat, og en sådan debat fordrer reel oplysning. Denne reelle oplysning havde befolkningen ikke. Den var mere eller mindre aktivt undertrykt af berøringsangste politikere. En kritisk holdning til indvandringens omfang var forbuden tale.

Enhver kritisk bemærkning blev øjeblikkeligt skudt ned med verbale maskingeværsalver, hvor projektilerne var fyordene racisme, diskrimination, fremmedhad, indvandrerfjendskhed og den slags.

De få politikere og andre debattører, som advarede, blev øjeblikkeligt dæmoniseret, marginaliseret og om muligt latterliggjort.

Loven blev vedtaget. Befolkningen blev ikke spurgt.

Efterhånden som katastrofen tog form, tog flere - men stadig få - politikere spørgsmålet op. Borgmestrene i de mest belastede kommuner advarede, men blev ignoreret eller mødt med de efterhånden obligatoriske skældsord.

I forbindelse med en injuriesag i Højesteret konstaterede Dansk Sprognævn, at ordet racisme i befolkningen efterhånden var så udvandet, at det kunne bruges til blot at betegne afstandtagen fra noget.

Udlændingelovens konsekvenser blev efterhånden åbenlyse for enhver, men diskussionen var stadig tabubelagt.

Kyniske menneskesmuglere havde hurtigt fundet ud af, at der var penge i at lokke mere eller mindre reelle flygtninge til det store nordiske tagselvbord.

Nogle fremtrædende og højtråbende repræsentanter for flygtninge og indvandrere fandt ud af, at der manglede delikatesser på tagselvbordet og markerede sig i debatten ved at skælde ud og kræve ind. Det satte befolkningens forståelse for de forfulgte på prøve, men debatten var forbudt og blev kaldt for racisme.

Da muslimske grupper begyndte at kræve kønsopdelte svømmehaller, halalkød og tillige forlangte frikadelle- og leverpostejfri børneinstitutioner, gav nogle få udtryk for en vis modvilje, men den overvejende holdning var, at muslimer selvfølgelig skal have lov til at sende deres børn i frikadellefri institutioner.
Da det viste sig, at indvandrerne ikke just overrendte arbejdsmarkedet, men at store grupper tværtimod holdt især kvindelige familiemedlemmer hjemme på passiv forsørgelse, rejste der sig en vis bekymring, men heller ikke mere.

Statsborgerskaber uddeltes i tusindvis uden yderligere refleksion, men med vished for livslang statsfinansieret forsørgelse. Forargelsen ramte ikke den løsagtige omgang med danske statsborgerskaber, men Dansk Folkeparti, der tog sig den frækhed på helsidesannoncer at offentliggøre navnene på de nye danske statsborgere med fremmede navne.

Stor forargelse rejste sig tillige, da en demografisk fremskrivning viste, at over 30 pct. af befolkningen ved næste århundredskifte vil være indvandrere eller efterkommere. Stor var forargelsen i DR, og stor var forargelsen blandt toneangivende politikere. Professoren, der fremlagde tallene, var fremmedfjendsk.

Blandt de kritiske borgmestre markerede Thorkild Simonsen fra Århus sig i debatten. For ham var de accelererende problemer i Gellerupparken tydelige, men han bekræfter i dag, at han faktisk blev skældt ud af sine partifæller for at sige, at der kom for mange indvandrere.

»Man lukkede debatten uden at fortælle, hvad man rent faktisk foretog sig,« siger han nu til Morgenavisen Jyllands-Posten.

Indvandrerkriminaliteten accelererede, men det var forbudt at skrive, at kriminelle var indvandrere, når de faktisk var det.

Morgenavisen Jyllands-Posten måtte tåle en fældende kendelse fra Pressenævnet, fordi avisen havde skrevet, at to voldsdømte somaliske voldsforbrydere var - somaliere.

Den offentlige forargelse koncentrerede sig om dørmænd på diskotekerne, som var tilbageholdende med at lukke grupper af indvandrere ind. Det faktum, at indvandrere tegnede sig for broderparten af balladen på diskotekerne, var en af de forbudte oplysninger. Den slags måtte ikke siges. Det var udtryk for racisme. I dag taler man i flæng om rockere og indvandrerbander.

På sin vis kan man godt sige, at vi har haft folkeafstemning om indvandringen - hele tre faktisk. Ved folketingsvalget i 2001 var hovedtemaet indvandringen, og resultatet fortalte tydeligt, hvad befolkningens mening var om den sag - men da havde problemerne efterhånden også vokset sig så store, at de var åbenlyse for enhver.

Tilbage står vi med spørgsmålet, hvad der egentlig er årsagen til denne politiske berøringsangst over for de monumentale problemer.

Her har debattøren og journalisten Claes Kastholm Hansen formentlig en vigtig pointe: Han påpeger, at danskerne har betalt dyrt for en følelse af skyld fra 1930'erne og Anden Verdenskrig. »Det, der skete dengang, var så forfærdeligt, at det i mange, mange årtier har været umuligt at berøre emner om flygtninge og indvandring.«

En enkelt politiker, som så problemerne, opførte sig i sin selvovervurdering så klodset, at han lammede debatten i mange år. Daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen førte selvstændig flygtningepolitik, tabte både ære og ministerpost og modtog en fængselsdom. Hvis han havde taget diskussionen ad de rigtige kanaler, kunne meget have set anderledes ud.

Tidl. folketingsmedlem Margrete Auken sætter tingene i perspektiv ved at demonstrere, at hun ikke har fattet alvoren. Om en folkeafstemning siger hun: »Det ville have givet en modbydelig debat på linje med antisemitisme.« I denne ene sætning ligger årsagen til hele balladen. Politikerne turde ikke sige sandheden. De frygtede debatten.

Følg
Jyllands-Posten
Tilmeld dig overvågning af Net-leder
Dagens avisleder
Tophistorie

Lyt til Thorning

Det er selve folkestyret, der angribes af uforbederlige fanatikere, der mener at have ret til at gøre sig til herre over, hvem der må ytre sig.
forsiden lige nu

Meningsmåling: Danskerne ser Rusland som en trussel mod freden i Europa

Næsten halvdelen af danskerne peger på Rusland som hovedansvarlig for krisen i Ukraine.

Så ofte gik Skat på kontrol i haver

For første gang afslører Skat, hvordan man bruger en række kontroversielle metoder.

S-lokalformænd kræver dagpenge-lempelse

Genoptjeningsperioden skal halveres. Det gør det nemmere at optjene ret til dagpenge.

Forsvundet skib fundet ved et tilfælde

Forskere ledte egentlig efter et skib, der sank i 1952, men stødte på et meget ældre vrag.

Ombudsmanden pudset på Sass

Folkebevægelsen mod EU står bag.

"Millionæren uden ansigt" granskes efter skibsforlis

Mystisk kultleder og chef for det ulykkesramte sydkoreanske katastrofeskib har en broget fortid.
Annonce
Blogs
Debat
Kommentarer
Annonce
Søg i vejviseren
Annonce