Libyske missiler på afveje

Hver gang den amerikanske efterretningstjeneste CIA afslører et nyt komplot uden for USA's grænser, trækker folk vejret lettet. Men terrorkrigen føres på mange fronter, og det er nærmest pr. definition sådan, at det angreb, der lykkes, er det, man ikke så komme. De seneste måneder har jeg hørt uofficielle advarsler om en anden trussel mod passagerfly end den meget omtalte ”underbuksebombe” - nemlig spredningen af skulderbårne luftværnsmissiler fra Libyen efter Muammar Gaddafis fald. I februar oplyste den amerikanske viceudenrigsminister, Andrew Shapiaro, at Gaddafi havde anskaffet 20.000 eksemplarer af den slags missiler, og at man kun havde fået fat på 5.000 af dem takket være en amerikansk bevilling på 40 mio. dollars til opkøb af forsvundne missiler. »Hvor mange mangler stadig?« spurgte Andrew Shapiaro og gav selv svaret: »Det ved vi ikke, og vi får det formentlig heller aldrig at vide.« Som om det ikke var foruroligende nok, har jeg via to tidligere antiterrormedarbejdere hos CIA erfaret, at teknikere for nylig renoverede 800 af disse mandbårne luftværnsmissiler - bl.a. for en jihadistisk, afrikansk gruppe ved navn Boko Haram, der sættes i forbindelse med Al Qaida - til eventuel brug mod passagerfly, der har kurs mod Niger, Tchad og måske Nigeria. De tidligere CIA-medarbejdere har i otte måneder forsøgt at advare det amerikanske efterretningsvæsen, men forgæves. Her er et uddrag af de meddelelser, jeg har set. Den 9. september 2011, da Gaddafis styre var ved at bryde sammen, advarede en af de tidligere CIA-medarbejdere en kontakt hos det amerikanske forbundskriminalpoliti, FBI, om, at libyske missiler fandt vej til regionen Agadez i Niger. Regionen er hjemsted for tuaregerne, der menes at have forbindelse til Al Qaida. Den tidligere CIA-medarbejder forklarede FBI-kontakten, at en arabisk kilde havde fortalt, at »(russiskfremstillede) SA-7'ere og SA-24'ere fra Libyen allerede er i hænderne på tuaregiske Al Qaida-allierede grupper i Agadez«. Han fik ikke noget svar. I en e-mail dateret til den 12. september skrev den tidligere CIA-medarbejder til sin FBI-ven, at Niger-kontakterne »lokalt har konkluderet, at de amerikanske myndigheder ikke ønsker at hjælpe dem« med at finde missilerne. »Jeg har mistanke om, at NE (CIA's division i det nære østen) lagde hindringer i vejen for det med sin normale bureaukratiske krigsførelse,« vurderede han. CIA-veteranen håbede stadig, at det amerikanske efterretningsvæsen ville komme ind i sagen, så han gav navn og telefonnummer på en slægtning til en tidligere libysk efterretningsofficer, der angiveligt havde hjulpet med at få missilerne ud af landet. Den 15. september sendte han også FBI-kontakten telefonnumre på den arabiske kilde i Niger, der fulgte missilbevægelserne tæt. Den 28. september skrev den frustrerede tidligere CIA-medarbejder til en kontakt i det amerikanske forsvar: »Missilerne er i hænderne på Al Qaida og er ved at blive distribueret. Jeg vil virkelig godt vide, hvem i CIA, der lagde hindringer i vejen og hvorfor.« Men den tidligere CIA-medarbejder fik stadig ikke noget svar. I december skrev han til en anden FBI-kontakt, at en forhindring i CIA tilsyneladende vanskeliggjorde kommunikationen. I april modtog de to tidligere CIA-medarbejdere langt om længe så presserende oplysninger, at de følte, at de blev nødt til at gå videre med dem på en eller anden måde. Til en kontakt i politiet sendte de et billede af en oprører, der stod og tog sigte med et af de libyske missiler, og denne forklaring: »De missiler og våben, der er strømmet ud af Libyen siden efteråret 2011, har fundet vej til Agadez i Niger og peger i vestlig retning. …Boko Haram har sat sig i besiddelse af nogle af de renoverede missiler. De har fået teknikere fra den egyptiske hær til at renovere og teste de SA-7B-missiler, der er afbildet nedenfor. …Kilden hævder, at der er ca. 800 missiler i området.« For nylig hørte CIA-veteranerne endelig fra nogen, der hævdede, at de repræsenterede deres tidligere arbejdsgiver. Vedkommende var interesseret i at tale med deres arabiske kilde. Da jeg forsøgte at få en kommentar fra højtstående amerikanske embedsmænd, sagde de, at de ikke havde kendskab til sagens detaljer eller e-mail-udvekslingen. Men de erkendte, at de libyske missiler udgør et alvorligt problem. »Det er formentlig rigtigt, at et lille antal libyske skulderbårne luftværnsmissiler er blevet solgt på det sorte marked, og at Al Qaida forsøger at få fat i dem,« sagde en fremtrædende amerikansk embedsmand. Det Hvide Hus gav i efteråret en bredt sammensat gruppe til opgave at lede efter de libyske missiler. »Det bliver en langsigtet opgave at mindske den risiko,« forklarede embedsmanden. Det lyder jo plausibelt, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, hvorfor ingen lyttede, da de tidligere CIA-medarbejdere begyndte at ringe med alarmklokkerne. Oversættelse: Anna Marie Andersen