Det blev af mange udråbt som en sejr for ytringsfriheden, men den konklusion er desværre forhastet. Alene det faktum, at retssystemet har brugt tid på at vurdere, hvorvidt Hedegaards udtalelse om at »piger i muslimske familier bliver voldtaget af deres onkler, deres fætre eller deres far« er ulovlig eller ej, siger alt om ytringsfrihedens tilstand i Danmark. Om udtalelsen er videre begavet, fornuftig eller begrundet, kan man mene meget om. Men den diskussion hører til i medierne og over stuebordene - ikke i retssalene. Alternativet er et meningspoliti, og derfor bør vi da også hurtigst muligt komme af med den omdiskuterede § 266b, der i dag tillader staten at fængsle mennesker, der i det offentlige rum udtrykker sig hånende eller nedværdigende om andre grupper i samfundet. For hvem kan reelt afgøre, hvornår noget er hånende eller nedværdigende? Da skyldsspørgsmålet grundlæggende er subjektivt, og nogle mennesker bare er mere nærtagende end andre, er § 266b i praksis intet andet end morallovgivning. Trusler, injurier og usand rygtespredning er forbudt i andre paragraffer. Men når § 266b overtrædes, er der intet offer. Paragraffen beskytter nemlig ikke mennesker, men følelser. Hver eneste minut ytres der grusomheder på internettet, der får Hedegaards forbrydelse til at blegne i sammenligning, men alligevel aldrig fører til retsforfølgelse. Og det lader ikke til at krænke nogens retsfølelse. Måske fordi almindelige mennesker dybest set godt ved, at der ikke er tale om rigtige forbrydelser? Efter landsretsdommen begik en række kendte og ukendte personer civil ulydighed ved at gentage Lars Hedegaards udtalelse på Facebook i protest mod krænkelsen af ytringsfriheden. Trods et hav af politianmeldelser, blev kun en enkelt eller to tiltalt efter § 266b. Politiet havde nok vigtigere ting at bruge tiden på, og for det fortjener de tak. Men vilkårligheden i retsforfølgelsen bør gøre det tydeligt for enhver, hvor overflødig og upassende loven er. Rigtige forbrydelser med rigtige ofre kan man ikke kopiere for sjov - og politiet ville aldrig anse en voldtægt eller et røveri for en ufarlig provokation. Forbrydelser, der kun er væsentlige nok til at blive retsforfulgt, når forbryderen er en prominent samfundsdebattør, men som ellers bliver set igennem fingre med, er simpelthen ikke rigtige forbrydelser. I stedet er racismeparagraffen blevet et værktøj for dem, der gerne vil afspore debatten eller plette en andens ry. Som for eksempel da Zenia Stampe politianmeldte drabschef Ove Dahl, der i Politiken havde udtalt sig generelt om østeuropæiske banders kriminalitet i Danmark. Et hvilket som helst udsagn, som en tilstrækkelig stor gruppe kan blive enige om at føle sig krænket over, kan være en overtrædelse af § 266b. Sandhedsværdien af udsagnet er ligegyldigt. Hvis nogen skulle formaste sig til at konstatere, at hvide mænd generelt har mindre kønsorganer end sorte mænd, må man antage, at der kunne fældes dom efter racismeparagraffen. Men kunne nogen forestille sig det? Nok ikke. Ligesom at fornærmelser mod kristne eller jøder sjældent dømmes, vil en forhånelse af hvide mænd næppe føre til en sag ved domstolene. Racismeparagraffen er intet mere end nærtagenhed og politisk korrekthed ophævet til lov. Og de, der har fået deres følelser krænket, behøver ikke engang selv at rejse sagen. Det har man moralens korsfarere som Zenia Stampe til.