Tænketanken: Store bydedag

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Som om man kunne standse prisstigninger gennem forbud og påbud. Det virkede selvfølgelig ikke. Inflationen kom først under kontrol, da man greb fat om nældens rod og stoppede seddelpressen. Vi gør grin med folk, der forsøger at trodse naturlovene: alkymister, der vil lave bly om til guld, og konger der tror, at de kan befale tidevandet at standse sin fremrykning. Også samfundet er styret af nogle lovmæssigheder; nogle vilkår, som er os givet. Men politikere vil gerne både blæse og have mel i munden. I 1970'erne ville de gerne undgå inflation, men de ville gerne samtidig blive ved med at trykke alle de rare penge. Derfor opfandt de pris- og avancestoppet. I dag vil politikerne have danskerne til at arbejde mere, men de vil ikke gennemføre reformer, der gør det økonomisk attraktivt at arbejde mere. Derfor opfinder de afskaffelsen af store bededag. Hvis det lykkes partnerne at blive enige om dette, vil arbejdsudbuddet på kort sigt stige, hvilket igen vil give øgede skatteindtægter til den evigt hungrende statskasse. Det kan der ikke herske nogen tvivl om. Men det er ligeså stensikkert, at det på bare lidt længere sigt er danskerne selv, der bestemmer, hvor meget de vil arbejde. Undersøgelser viser, at de fleste er tilfredse med deres nuværende arbejdstid. Det er ikke overraskende, idet de fleste i dag selv har ganske stor indflydelse på, hvor meget de arbejder. På det private arbejdsmarked er det mange år siden, man havde stive, centralt fastlagte arbejdstider. Dels er der nu stor fleksibilitet, dels er der mange job, som er funktionsdefinerede uden nogen fast arbejdstid. Et påbud fra trepartsforhandlingerne om en ekstra (og uønsket) arbejdsdag, vil få folk til at holde mere fri på andre tidspunkter. Inden for det offentlige er situationen i nogle sektorer mindre fleksibel, men også her er der for de fleste gode muligheder for at arbejde mere. For eksempel kan man vælge at få overarbejde udbetalt i stedet for at afspadsere. Arbejdsmarkedskommissionen viste, at kun 6 pct. af de fuldtidsbeskæftigede ønsker at arbejde mere, mens 20 pct. ønsker at arbejde mindre. Lige nu er der en forståelse imellem den siddende regering og de faglige organisationer om, at arbejdstiden skal i vejret. Til gengæld skal de faglige organisationer have indrømmelser, som koster penge. Men fagforeningerne må i længden følge medlemmernes ønsker, som samlet set går i retning af kortere snarere end længere arbejdstid. Det er derfor en utopi at forestille sig, at man permanent kan øge danskernes arbejdsudbud gennem påbud - ved at lave store bededag om til store bydedag, hvor parterne byder os at arbejde mere. I stedet er der brug for reformer, der øger danskernes egen tilskyndelse til at arbejde. Det kan f.eks. være en endelig afskaffelse af efterlønnen, en forhøjelse af pensionsalderen, en forkortelse af dagpengeperioden, lavere overførselsindkomster, lavere marginalskatter eller en kombination af disse ting. Uden sådanne reformer vil danskerne i løbet af få år søge at kompensere for tabet af store bededag ved at opnå ekstra fritid på andre tidspunkter af året. Gevinsten for statskassen vil således være midlertidig, og den vil derfor ikke kunne bidrage til at finansiere en permanent forøgelse af de offentlige udgifter.