Kosmopolit: EU-skepsis i Tyrkiet

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

ISTANBUL

Antallet af bachelorstuderende er i løbet af de seneste fem år faldet fra 100 til 30. Den økonomiske krise i Europa har fået unge tyrkere til at tvivle på, at der vil være job til dem, der specialiserer sig i EU. Desuden ser stadigt flere EU som en kristen klub, hvor der ikke er plads til Tyrkiet.

Ifølge professor Ayhan Kaya, der er ansvarlig for Europastudier, spreder tyrkisk EU-skepsis sig især blandt unge fra den sekulære, højere middelklasse, der er blevet mere national. De mener, at EU bærer en væsentlig del af ansvaret for styrkelsen af politisk islam og er skyld i, at man stadig har et kurdisk problem. Desuden betragter en del EU som et imperialistisk projekt, der er styret fra Bruxelles.

»De siger: Se, hvordan EU dikterer Grækenland sine betingelser. Vi risikerer også at blive udsat for den form for ydmygelse, hvis vi kommer med i EU, og hvorfor skal vi lære engelsk, når de ikke vil lære tyrkisk,« siger Ayhan Kaya, hvis EU-begejstring er intakt.

Han er dog ikke kun bekymret for de unges EU-skepsis. Kaya tvivler også på, at premierminister Recep Tayyip Erdogan og hans parti, AKP, er de rette til at fortsætte den demokratiske forvandling af Tyrkiet.

»Erdogan og hans parti er blevet autoritære. De adskiller sig ikke fra dem, der var ved magten før, og der er ingen stærk opposition,« forklarer han.

I de første år under Erdogan skete der ellers markante fremskridt. I sin første periode som regeringschef gennemførte han politiske reformer, styrkede borgerrettigheder og gav mere rum til etniske og religiøse mindretal end tidligere. I sin anden periode udfordrede Erdogan den magtfulde hær og den såkaldte dybe stat, der tidligere havde stået bag kup og provokationer med vold og drab. Især kurderne blev udsat for overgreb.

Erdogan vandt sidste sommer sit tredje valg i træk, og der findes ifølge iagttagere ikke længere seriøse konkurrenter til hans position. Det har udmøntet sig i en stigende magtfuldkommenhed og mindre tolerance over for anderledes tænkende.

Erdogan, siger professor Kaya, havde brug for EU's opbakning, da han kom til magten i 2002, og derfor slog han ind på en reformkurs.

»Det sikrede ham legitimitet i EU's øjne og underminerede frygten for, at han skulle have ekstremistiske tilbøjeligheder. De pro-europæiske reformer reddede AKP fra at blive forbudt af forfatningsdomstolen. Nu står de så stærkt, at de ikke har brug for EU længere. Republikkens gamle magthavere i hæren og inden for retsvæsenet er ikke en trussel mod AKP's magt,« vurderer Kaya.

De autoritære tendenser kan iagttages på flere områder. I det amerikanske udenrigsministeriums seneste årsrapport om religionsfrihed i verden rangerer Tyrkiet blandt de værste syndere. Det halter også med pressefriheden, selv om der er færre tabuer. Flere end 100 journalister sidder indespærret, det store flertal af dem er kurdere, og sidste år overhalede Tyrkiet Putins Rusland, hvad angår antallet af sager, som landets borgere har indbragt for Den Europæiske Menneskeretsdomstol, 159 sager mod Ruslands 121.

Nogle mener, at EU's fastfrysning af processen for optagelse i Den Europæiske Union også har bidraget til den demokratiske deroute. Det er dog ikke alle, der er enig i den vurdering. En turistguide, som underviser i tysk filosofi på et af byens universiteter, mener faktisk tværtimod:

»Det bedste, der er sket for os, er, at vi ikke er kommet med i EU. Det har gjort os til bedre europæere.«

Det bedste, der er sket for os, er, at vi ikke er kommet med i EU. Det har gjort os til bedre europæere.