Politiseringer: Studenterbrøde

Dette er en kommentar: Jyllands-Posten har et fast korps af personer, der kommenterer vores samfund. Kommentaren er udtryk for skribentens egen holdning.

Anledningen er gentagelsen af en gammel traver blandt de utilfredse studerende, nemlig timetallet på universitetsuddannelserne. Danske Studerendes Fællesråd skal jo også have noget at give sig til, og således rejser de nu kravet om minimum 20 ”konfrontationstimer” med underviserne på universitetsuddannelserne.

DSF, som fællesstudenterne kalder sig, har lang tradition for at være hævet over banaliteter som ressourcer i form af undervisere, økonomiske midler, lokaler mv. Nu er det gået op for DSF, at studerende køber sig til ekstra undervisning uden for universitetsregi for at kunne bestå en eksamen eller blot følge bedre med. Formand for DSF Torben Holm siger til Politiken, at »De (studerende, red.) føler sig usikre, fordi den undervisning, de har fået, ikke er god nok, eller der ikke er nok af den.«

Til orientering kan jeg oplyse, at jeg selv som studerende på kandidatuddannelsen i statskundskab har fire til otte undervisningstimer om ugen. Jeg er ikke bekendt med, at mine medstuderende tager ekstra undervisning. Tværtimod er min oplevelse, at vi sjældent sidder de samme til undervisning, når jeg selv en gang i mellem dukker op. Undervisningen er et tilbud som del af en uddannelse, der er ikke mødepligt, og kun eksamen tæller. Sådan er livet på universitetet, og det ved man godt, når man sender ansøgningen til KOT om adgang til den del af verden.

Den gode DSF-mand kan tilsyneladende ikke forestille sig, at det er de studerende - og altså ikke undervisningen - den er gal med. Det er ellers et oplagt spørgsmål, som Politiken desværre ikke besværer sig med at stille. Mistanken om den virkelige sammenhæng underbygges dog af dette udsagn fra en partner i et af de firmaer, der udbyder kurserne til de træge studerende: »Nogle kommer to gange, andre fem gange, så antallet af unikke studerende er lavere«.

Fornuftens stemme er i dette tilfælde inkarneret i talsmanden for landets universitetsrektorer, Jens Oddershede, der også er rektor på Syddansk Universitet. Hans besked til de studerende er klar: Undervisningen på universiteterne skal ikke gentage sig selv igen og igen. Har man behov for gentagelsen, må man læse pensum igen eller søge information uden for sit institut.

Vi har her at gøre med en mand, der har fattet det, som DSF tilsyneladende ikke forstår: Man kan ikke få det hele. Ønsker de studerende flere undervisningstimer, vil de automatisk komme til at sidde flere og tættere sammen.

Denne diskussion er som nævnt ikke ny, slet ikke. Derimod er det forfriskende og befriende at høre rektors udmelding til de krævende unge. Oddershede har nemlig med udsagnet »der er kun den samme kage at skære skiver af« blik for det, der ikke er trængt igennem til de studerende.

Det ville klæde de studerende at forstå, at det offentlige - heller ikke i universitetsregi - i disse år ikke er et sønderjysk kaffebord, men derimod snarere en hindbærroulade eller citronmåne.

Den aktuelle klagesang fra DSF's side afslører manglende perspektiv, og foreningens brøde består i på alle studerendes vegne at forsøge at gøre universitet til gymnasium - eller måske sågar folkeskole - for voksne.

Livet som studerende er for nogle hårdt, for andre ligefrem ensomt og for alle i sidste ende ens eget ansvar. Særligt det sidste er en lektie, som mange studerer i mange år uden at lære.