Hvad kan vi lære af fortidens klima?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Vi bringer derfor indlægget igen i sin fulde længde:

Forudsigelserne om global opvarmning bygger på analyser af fortidens klima ved hjælp af klimamodeller. Iskerneforskeren Sune O. Rasmussen henviste i et indlæg i JP 24/1 til, at den tætte kobling gennem de seneste 800.000 år mellem opvarmning i mellemistiderne og et forøget indhold af CO2 i atmosfæren demonstrerer den vigtige rolle af CO2 i klimaforandringer.

Han medgiver nu i sit seneste indlæg i JP 5/2, at stigningen i atmosfærens indhold af CO2 ikke var den primære årsag til opvarmningen. Dens betydning kan kun bestemmes med stor usikkerhed fra simulering med klimamodeller.

De fleste vurderinger af klimaets følsomhed over for CO2 har været baseret på modellering af temperaturstigningen gennem de seneste godt hundrede år. I rapporterne fra FN’s klimapanel IPCC er hovedargumentet for en dominerende rolle af CO2 således, at klimamodellerne ikke kan reproducere opvarmningen uden dette bidrag.

Modellerne er imidlertid dårlige til at beskrive naturlige klimavariationer. Det har derfor været et centralt emne i klimadebatten, om opvarmningen gennem det seneste århundrede var usædvanligt hurtig og stor.

SOR skriver i sit senestee indlæg, at iskerneboringer viser, at Grønland for ca. 1.000 år siden var varmere end i dag, men at middeltemperaturen af den nordlige halvkugle under ét efter alt at dømme har været lavere end i dag gennem de seneste 1.300 år, og at en kold periode på Grønland omkring år 1500 ikke genfindes konsekvent i data fra andre kilder.

Dermed støtter han tilsyneladende klimatologen Michael Manns billede af fortidens klima, den berømte og berygtede hockeystav: En lang periode, skaftet, med svagt faldende temperatur, og de seneste godt hundrede år, bladet, med stejlt stigende temperatur.

Senere, mere pålidelige klimarekonstruktioner ( www.clim-past.net/8/765/2012/), baseret på en bred vifte af målinger, iskerner, træringe, søbundsprøver, drypsten etc., har imidlertid genetableret den middelalderlige varme periode, med temperaturer som i dag, og den senere lille istid med væsentligt lavere temperaturer. Den seneste udforskning af fortidens klima underbygger derfor ikke påstanden om, at den moderne opvarmning er enestående.

Det udelukker naturligvis ikke, at menneskeskabt CO2udledning har medvirket til et varmere klima, men bidraget fra naturlige variationer kan være meget større, end man hidtil har troet. Det støttes af temperaturmålinger gennem de seneste 15 år, der ikke viser den markante stigning, som modellerne havde forudsagt.