Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Indvandringens pris

I et læserbrev i JP 26/1, ”Meningsløst regnestykke”, udtrykker integrationsordførerne Liv Holm Andersen (R), Trine Bramsen (S) og Karina Lorentzen (SF) deres forargelse over, at skatteborgerne vil gøre »bestemte udvalgte grupper op i penge«.

Tabita Wulff, Mikkelborg Park 5, st. Hørsholm

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De mener ikke, at spørgsmålet om indvandringens pris kan bidrage med noget som helst og ikke forbedre integrationen.

Kan de tre ordførere så forklare, hvorfor f.eks. ældrebyrden gøres op i penge? Sundhedsvæsenet? Politiet? You name it.

Naturligvis skal skatteborgerne have klar besked, og der skal tages hurtig stilling til, om Danmark overhovedet økonomisk magter flere asylansøgere fra ikke-vestlige lande. De tre unge christiansborgkvinder er blottede for politisk format, forståelse for folkestyret og udviser en skræmmende mangel på intellektuel kapacitet.

De dyrker heftigt den massive indvandring fra dysfunktionelle lande med stor repræsentation af analfabeter, der i fremtiden stærkt vil medvirke til et Danmark, der nærmer sig en profil som tabersamfund. Man kan ikke satse så massivt på fattigdomsflygtninge og samtidig tro, at det ikke vil influere på hele det danske samfund i det lange løb. Når pengene slipper op, bliver alle fattigere.

Det påstås, at indvandringens pris er 16,5 mia. kr. Det er nærmere mellem 50-80 mia. kr., og i det beløb er ikke medregnet prisen for »at køre på vejene«, som Liv Holm Andersen, Trine Bramsen og Karina Lorentzen nedladende skriver.

Danskernes økonomiske ofre ved fortsat indvandring fra især arabiske lande skal frem i lyset, og naturligvis skal omkostninger til integration, politi, kriminalforsorg, boliger, skoler herunder den massive særundervisning, bistandshjælp, økonomisk kriminalitet, ødelæggelser, f.eks. brandstiftelse i lokalområder, osv. osv. frem i lyset.

Tallene findes, det er bare at beslutte at offentliggøre dem.

Indvandringens pris vil også sætte os i stand til at afgøre, om vi måske foreløbig skal slå bommen ned for yderligere indvandrere og flygtninge, indtil vi har integreret dem, der nåede ind ad svingdøren, på tilfredsstillende vis.