Overenskomst er frihed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Fra flere sider er det allertungeste ideologiske skyts kørt i stilling. Såvel den personlige frihed som ytringsfriheden menes at være truet af 3F’s fuldt lovlige konflikt.

Ingen synes at interessere sig for sagens kerne: overenskomsternes funktion på arbejdsmarkedet. Overenskomsterne sikrer lønmodtagerne en minimumsbetaling på en lang række punkter – løn, arbejdstid, betaling for overarbejde, betaling til pension, løn under sygdom og barsel, ret til efteruddannelse, ret til at vælge en beskyttet tillidsrepræsentant og meget andet. Så snart overenskomsten er sat i værk, har arbejdsgiveren og de ansatte en fælles interesse i, at flest mulig virksomheder i samme branche bliver omfattet af den samme overenskomst for at sikre sig mod at blive underbudt. LO-forbundene har endda forpligtet sig over for DA-arbejdsgiverne på ikke at indgå overenskomster på ringere vilkår end dem, der gælder for virksomhederne i DA.

Sådan fungerer arbejdsmarkedet, for begge har som udgangspunkt interesse i at undgå konflikter.

Indgreb får store konsekvenser

Når en virksomhed som i eksemplet med Vejlegården vil frigøre sig af sin overenskomstmæssige forpligtigelse og indføre en overenskomst med dårligere forhold, så er den faglige organisation derfor forpligtiget til med de midler, der nu er til rådighed, at søge at fastholde overenskomsten.

Hvis man, som nogle politikere har foreslået, forhindrer de faglige organisationer i at konflikte for at fastholde deres overenskomster, så åbner man for en løbende forringelse af tusindvis af lønmodtageres løn- og arbejdsvilkår. Konsekvensen af et sådant indgreb vil nemlig være, at en masse virksomheder uden for arbejdsgiverforeningerne vil opsige deres overenskomster – enten for at køre videre uden overenskomst eller ved at tiltræde en ringere (som i Vejlegårdens tilfælde).

Så når de sommerramte politikere gør sig til talsmænd for, at virksomhederne skal have denne ret, og at de faglige organisationer ikke må prøve at forhindre det, er konsekvensen også, at tusindvis af lønmodtagere får ”ret” til at få forringet deres løn- og ansættelsesforhold gennem et ensidigt diktat fra arbejdsgiveren. Rationalet i den holdning fra politikerne må jo være, at danske lønmodtageres løn- og ansættelsesforhold er for gode. Vi andre efterspørger så et bud på, hvor meget vilkårene skal forringes. For det har de forslagsstillende politikere vel også en klar mening om.

Overenskomsterne sikrer medarbejderne frihed fra utryghed om arbejdsforhold og frihed fra, at lønmodtagere skal underbyde hinanden for at få job. Det er sagens kerne.