Det store filmcirkus

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Spilleregler, der vel at mærke er kommet i stand på basis af enighed mellem filmudlejere, filmproducenter, Det Danske Filminstitut og biografer.

I stedet for at udsende ”Jagten”, mens den var brandvarm – enten under eller lige efter filmfestivalen i Cannes, valgte Peter Aalbæk Jensen en strategi, hvor det endnu en gang skulle afprøves, om man både kan blæse og have mel i munden. Da det selvfølgelig mislykkedes, skulle man opleve en opførsel, man sjældent har set magen i filmbranchen.

Med smagløse udtalelser som f.eks. »Jeg har købt et dynamitbælte i en terroristshop på nettet og vil sprænge den (Biografklubben – red.) og mig selv luften,« lykkes det endnu en gang Jensen at udstille filmbranchen som en børnehave og udvirke en ren cirkusforestilling, idet hans angreb på filmklubben omgående fik både Erik Clausen og Regner Grasten i manegen som øvrige pauseklovner.

Erik Clausen benyttede de oprørte vande til at kaste sin indestængte galde ud over klubben og de undrende avislæsere.

Med udtalelsen »Bioklub er som DDR« hævdede Clausen, at klubben var skyld i, at han havde tabt 1 mio. kr., fordi filmen var blevet udsendt under VM i fodbold for to år siden.

Bemærkes skal det da, at da aftalen om ”Frihed på prøve” blev indgået med klubben, var der ingen mishagsytringer. De opstod først senere på året, da Clausen ligesom Jensen følte, at man blot skulle se stort på alle aftaler og spilleregler og antog samme indfaldsvinkel, som ikke stod tilbage for Jensens selvopfattelse.

At ”Frihed på prøve” viste sig at være noget spekulativt sequel-bras efter værste amerikanske forbillede, som kun i gennemsnit fik tre stjerner af anmelderne, kan ik filmklubben ikke klandres for , som tog chancen med en film, som på beslutningstidspunktet kun forelå i manuskriptform.

Det spiller ingen rolle i Clausens univers. Clausens vrede var udelukkede baseret på at have indgået en aftale, som han ikke var villig til af anerkende konsekvensen af.

Områdets spilleregler

Paradoksalt nok har producenter og filmklubben intet med hinanden at gøre i forbindelse med juridisk aftalegrundlag. Alle aftaler indgås mellem filmudlejeren og Biografklub Danmark.

At ovenstående producenter føler anledning til at tage sådan på vej, skyldes alene en distributør, som øjensynligt ikke er i stand til at forklare de to herrer de aftaler og spilleregler, der eksisterer på området.

F.eks. havde Jensen et valg; enten at udsende ”Jagten” under, eller lige efter, Cannes Filmfestivalen uden biografklub, eller afvente biografklubbens stillingtagen til ”Jagten” efter et regelsæt både filmproducenter, filmudlejere, Det Danske Filminstitut og biografer har indgået aftale om – og som resten af den samlede filmbranche anerkender.

Rager ingen

Det er alene dette valg, Jensen skal forholde sig til, og intet som helst andet. At Jensen ikke respekterer dette valg, må han tage op internt med sin distributør, som samtidig er medejer af Zentropa. Det rager i og for sig ingen andre.

Det kan for nuværende allerede fastslås, at ”Jagten” har tabt momentum med stort tab til følge, uagtet om filmen kommer med i filmklubben eller ej, idet den under alle omstændigheder først vil kunne blive udsendt em rum tid, og for hver dag, der går, kølnes interessen.

At Regner Grasten hoppede med på vognen med et farverigt udtryk som ”luk lortet!”, kan ikke undre – om end filmbranchen som børnehave og cirkusforestilling endnu en gang blev udstillet for alverden. Regner Grasten har altid været arg modstander af klubben og benytter enhver tænkelig lejlighed til at lade sin vrede over klubben komme til udtryk.

Hvis Jensen og Clausen overførte samme principper i deres opfattelse af almindelig forretningsgang til et kasinobesøg, ville de to herrer insistere på at have frie muligheder til at flytte rundt på deres indsat ved rouletten, indtil de var sikre på at vinde, uagtet spillet for længst var afgjort.