Paradoksernes land

Vi begræder fældning af regnskovene i ulandene, fordi de binder CO2, men herhjemme fælder vi gladeligt skov, for eksempel plantagen ved Østerild og de levende hegn, som også har en gavnlig virkning rent CO2-mæssigt. Vi praler af vore skønne landskaber, men klistrer dem til med roterende kæmpevindmøller. Vi vil gerne være miljøbeviste, men fylder vore landeveje med privatbilisme, så det efterhånden hverken er til at komme frem eller tilbage. For slet ikke at tænke på alle de spildtimer på landevejen, som kunne modsvares af arbejdstid i virksomhederne. Vi sætter alt ind på at forbedre sundheden, for at vi skal leve længere, selv om vi godt ved, at vi ikke magter at skaffe de nødvendige midler til øget velfærd. Vi accepterer, at landmændene nedlægger deres markveje, og lader dem vederlagsfrit (i landmandssprog: kompensationsfrit) bruge samfundets landeveje som erstatning. Ja, sådan kan vi blive ved.