Lederen starter med at fastslå, at statsgældskrisen langtfra er afsluttet og noterer, at flere og flere landes politikere vender sig mod den tysk dikterede EU-finansplan. Lederen påpeger så dilemmaet mellem høj ledighed og nulvækst på den ene side og på den anden side den kendsgerning, at regeringerne ikke bare kan fortsætte med at låne penge. Herefter når man frem til den konklusion, at en fælleseuropæisk indsats er nødvendig, og at EU's regeringschefer må »udarbejde og implementere en vækstplan, der har jobskabelse som drivende kraft.« Det må være berettiget at spørge: Hvad skal den plan bestå af?

Olsens pølsesnak

JP udtrykker sig ikke meget klarere end forfatteren Lars Olsens pølsesnak i klummen ved siden af lederen, hvor han påstår, at en socialistsejr i Frankrig vil »bryde de senere års destruktive spiral i Europa« og »sætte gang i vækst og job«. Det er den ægte, populistiske holdning om, at »nu må politikerne tage sig sammen og i europæisk enighed finde en løsning på krisen.«

Den lette låneadgang

Sandheden er, at Europa ikke er i krise: Krise er som i medicinen en kortvarig problematisk tilstand, som patienten enten dør af eller overlever. Europas problemer er ikke kortvarige, og de er ikke en følge af, at der ikke er lånemuligheder. Tværtimod, alt for let låneadgang er trådt i stedet for reformer. Problemerne skyldes, at EU som helhed taber terræn, fordi alt for mange af EU's borgere er blevet forvænte og magelige. Vi tror, at politikerne ved nogle smarte kunstgreb kan løfte os ud af manglende konkurrenceevne og sikre os fortsat høje lønninger, tidlig pension og korte arbejdsuger. Kan de blå ikke klare det, vælger man de røde og omvendt, men EU bliver hængende, fordi store dele af europæerne tror at kunne fravælge reformer og fortsætte det gode liv - uanset at verden udenom løber fra os.

Bæredygtig energi

En ting til: Efter klassisk konjunkturteori vender en højkonjunktur, når den har nået et mætningspunkt. Det har EU. Man kan ikke stoppe flere smartphones, biler eller offentlige bygninger ned i halsen på os. Et opsving kommer kun med et teknologiløft. Bæredygtig energi kunne være et område, men det hjælper intet at tvinge landene til en energiomstilling, som betyder to- eller tredobbelte produktionspriser på energi - og det har de røde politikere ikke fattet. Det er muligt, at det var det, som JP ville sige - men hvorfor siger man det så ikke rent ud?