Debat udefra: Palæstinenserne forsøger igen

Nu er palæstinenserne endnu en gang - ved hjælp af deres internationale støtter - ved at spænde ben for sig selv - eller det, der er værre.

Hvis der ikke sker noget uventet, vil palæstinensernes ledelse inden længe forsøge at få opbakning i FN til en ensidig anerkendelse af en palæstinensisk stat.

Eftersom USA har tilkendegivet, at det vil nedlægge veto mod ethvert tiltag i så henseende i Sikkerhedsrådet, vil palæstinenserne rette blikket mod Generalforsamlingen.

Generalforsamlingen kan ikke indlemme en ny stat i FN, men kan hæve palæstinensernes nuværende status til observatørstatus. Den kan også i kraft af en flertalsafgørelse yde symbolsk støtte til en palæstinensisk stat baseret på 1967-grænserne med Østjerusalem som statens hovedstad.

Af hensyn til dem, der er interesserede i en tostatsløsning, bør der sættes en stopper for palæstinensernes manøvre. Den vil give bagslag. Og jo hurtigere palæstinenserne forstår budskabet, ikke mindst budskabet fra toneangivende demokratiske lande, hvis støtte palæstinenserne er afhængige af, jo mere tilbøjelige vil de være til at genoverveje tingene.

Ansvarlige politiske ledere

For det første er den et forsøg på at undgå direkte forhandlinger. Ansvarlige politiske ledere burde opfordre palæstinenserne til at vende tilbage til forhandlingsbordet sammen med Israel og ikke obstruere mulighederne for direkte forhandlinger. Der kommer ikke nogen varig fred ud af at forsøge at udøve tvang mod Israel ved at få vedtaget resolutioner i FN's generalforsamling.

Israel har rakt hånden frem til fred under den ene regering efter den anden, men palæstinenserne har altid formået at afvise den og forladt sig på, at deres støtter godtog ethvert tænkeligt påskud.

For det andet er det sådan, at anerkendelse af en palæstinensisk stat på basis af 1967-grænserne (i alt væsentligt svarende til våbenstilstandslinjen fra 1949) ville være ensbetydende med en underminering af Sikkerhedsrådets resolution nr. 242 og 338 samt Camp David-aftalerne, som lægger op til en forhandlingsløsning og ikke på forhånd fastlægger endelige grænser.

Eller sagt på en anden måde: Hvis Generalforsamlingen støtter en palæstinensisk stats grænser, hvordan kan palæstinenserne så i den virkelige verden acceptere de territoriale justeringer, som - hvilket diplomater ved - vil blive krævet for at løse ikke blot den ene parts, men begge parters minimumskrav for at nå en aftale?

For det tredje kan lande, der støtter den palæstinensiske strategi, meget vel bidrage til en genopblussen af vold.