Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Absurd regel fylder 40 år

John R. Frederiksen, formand, Ejendomsforeningen, Danmark

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kære Carsten Hansen.

Jeg vil hermed benytte lejligheden til at sige tillykke. Ikke til dig personligt, men til dit adoptivbarn, som du som boligminister har fået forældremyndigheden over. Adoptivbarnet fyldte i år 40 år, men modsat de fleste andre 40-årige kan man ikke sige, at fødselaren holder sig godt og har udviklet sig i trit med tiden.

Fødselsdagsbarnet er nemlig en af lejelovens mest absurde og utidssvarende knopskud fra 1973.

Det handler kort fortalt – i lejeloven er det dog næsten umuligt at gøre en lang historie kort – om en udlejers manglende mulighed for at blive rimelig betalt for sit arbejde, så han blandt andet kan betale sine omkostninger til renteudgifter og andre finansieringsomkostninger for den ejendom, han udlejer. Man skal dykke langt ned i arkiverne for at finde ud af, hvad man som udlejer må opkræve over lejen som afkast af sin investering. Udgangspunktet i lejeloven er nemlig, hvad en ejendom var værd i 1973.

1973-vurdering gælder stadig

Politikerne har ladet den 15. almindelige vurdering fra 1973 gå over i historien, og her i det nye årtusinde lader man den fortsat danne grundlag for, hvordan man beregner et afkast til den, der investerer sine penge i en ejendom og arbejder med ejendommen hver dag. Udlejere må som de eneste erhvervsaktive i Danmark leve med, at deres arbejde stadig bliver honoreret med det samme beløb som for 40 år siden – de har haft den samme indkomst i 40 år uden pristalsreguleringer!

Tænk, hvis princippet blev overført til andre grupper. Hvis en murermester stadig fik 27 kr. i timen, en rengøringsdame 16 kr. i timen, og hvis for eksempel skolelærere og postbude stadig fik en månedsløn på 4.800 kr. Der ville lyde et ramaskrig! Eller rettere: Det ville aldrig være nået så vidt.

Ret op på urimeligheden

De seneste uger har der i medierne kørt historier om, at mange ikke professionelle udlejere kræver for meget i husleje, men når huslejen skal beregnes ud fra situationen i 1973, er der da ærligt talt ikke noget at sige til, at de uforvarende kommer til at kræve for meget for den ejerlejlighed, de lejer ud. Lægmand har vel næppe fantasi til at forestille sig noget så aparte. Jeg vil derfor ikke synge ”han skal leve” om fødselsdagsbarnet. Tværtimod.

I stedet vil jeg ønske, at du, kære boligminister, vil gå over i historien som den, der retter op på denne åbenlyse urimelighed og i øvrigt finder den store havesaks frem, så vi kan få alle de andre beskæmmende vildskud klippet af lejeloven og én gang for alle få nogle nutidige, simple regler.