Fri for bøvl, men ikke lykkelig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Verdenssundhedsorganisation (WHO) forudser, at i 2030 vil flere mennesker være ramt af depression end af nogen anden sygdom. I 2030 regner man i Danmark med, at det er slut med børn, der fødes med Downs syndrom. Mon det hænger sammen?

En far beskriver sin datter med Downs syndrom som sin mentor i livet. Hun minder ham om, at det er nu, festen er. Er vi ved at forulykke i institutionalisering af børn og gamle, sortering efter vækstpotentialer og "forbrugerisme"? Hvorfor lyver vi for os selv og andre om, at døden, de andres vel at mærke, er det det mest humane?

Er vi blevet kolde, kyniske og bekvemme? Handicappede anfægtes på gaden som nassere. Forældre oplever sig set skævt til: »I kunne jo have ladet være med at føde det barn. Nu ligger I, som I har redt«.

Allerede for 23 år siden blev min mand og jeg bebrejdet, at vi ikke ville have vores førstundfangne scannet. »Der er jo undersøgelser, man tager for andres skyld«, lød det moraliserende på Fødselsstiftelsen (hed det ironisk nok) i Aarhus. Underforstået, hvis nu barnet bliver noget bøvl, så er det bedst, at det slet ikke bliver.

Hvordan er det gået så galt? Måske slipper vi så for lidt bøvl og skattestigninger, men mon det er det eneste, vi slipper for? Måske kan vi få lidt mere materielt til os selv, men mon det er det eneste, vi får?