Bistand og arbejdsløshed

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dagpengereformen handler overordnet set om, hvor grænsen går for statens forsørgerpligt over for borgerne. Vedrørende arbejdsløshed har vi ganske vist formelt set et forsikringssystem, nemlig a-kasserne, men kontingentet hertil dækker hverken helt eller halvt, hvad der udbetales i understøttelse. De arbejdsløse er reelt set offentligt forsørgede, og om offentlig forsørgelse siger grundlovens § 75: »Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige«. Bistandsloven konkretiserer dette princip således, at du ikke kan få kontanthjælp, hvis du har formue, eller hvis din ægtefælle har en normal indkomst.

Jeg er ikke stødt på nogen, der mener, at grundlovens og dermed bistandslovens princip er forkert, men hvorfor er det så lige, at folk, der er medlem af en a-kasse, ikke skal være underlagt dette princip? Hvis man vil være meget flink over for a-kasserne, kan man sige, at de har reforsikret deres understøttelsesforpligtelser hos staten, men hvis dette arrangement ikke skal være en de facto-overtrædelse af grundlovens § 75, må det være tidsbegrænset.

Er det rimeligt, at borgere, der har formue, eller hvis ægtefælle har en pæn indtægt, samtidig har krav på offentlig forsørgelse? Hvis svaret er nej på bistandskontoret, og det er det fra dag ét, så må det også være nej på a-kassekontoret efter et tidsrum, der står i et rimeligt forhold til a-kassekontingentet. To års-grænsen er meget generøs.