Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Bundet på mund og hånd

Allan Luplau, formand, Djøf Privat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For nogle uger siden udgav Produktivitetskommissionen en spændende delrapport. Den satte blandt andet en tyk streg under, at særligt servicesektoren trænger til en vitaminindsprøjtning af højtuddannede, hvis produktiviteten skal løftes. Det er et synspunkt, som Djøf bakker fuldt op om. Noget længere omme i rapporten kunne man også læse om det mere tekniske begreb: Klausuler. Det fandt ikke vej til avisforsiderne, men virker ikke desto mindre hæmmende på væksten i den private sektor. Produktivitetskommissionen beskriver problemet præcist i forhold til konkurrenceklausuler, som djøf'erne hyppigst løber ind i: »Konkurrenceklausuler kan forhindre medarbejdere i en virksomhed i at skifte job til en anden virksomhed i samme branche, eller hæmme erfarne folks muligheder for at starte for sig selv«.

Vi ved fra Djøf Privats lønstatistikker, at godt hver syvende privatansatte djøf'er arbejder under en eller anden form for klausul. Det er ikke tilfredsstillende, at der lægges bånd på de gode ideer, hvad enten vi kigger på samfundet, det vigtige vækstlag af iværksættere eller den enkelte djøf'er med virketrang. Ofte er klausulerne ikke særligt præcise i forhold til at afgrænse, hvad man må som medarbejder. Det skaber en stor gråzone, hvor den enkelte løber en uforholdsmæssig stor risiko for at komme i klemme i forhold til sin tidligere arbejdsplads. Det hæmmer mobiliteten på arbejdsmarkedet og lysten til at bruge sine erfaringer til at etablere egen virksomhed. Dermed går klausuler stik imod tankegangen om udveksling og mobilitet som vækstskabende faktorer. I Djøf rådgiver vi vores medlemmer om kontraktforhold, herunder klausuler. Vi tror grundlæggende på linje med Produktivitetskommissionen, at vi kan skabe flere succesrige iværksættere, hvis virksomhederne skærer ned på overforbruget af klausuler.

Et fremragende eksempel

Silicon Valley i Californien er et fremragende og levende eksempel på, hvad der sker på stor skala, hvis man tør slippe markedet fri. Her er der ikke konkurrenceklausuler, og dét kombineret med et tæt samarbejde mellem universiteter og erhvervsliv giver et frugtbart miljø for iværksættere. Det kan vi også gøre i Danmark, hvis der er fælles vilje til det. Senere kommer Produktivitetskommissionen med endnu en delrapport med forslag til, hvordan vi skaber mere konkurrence og dynamik. Jeg vil i første omgang kraftigt opfordre kommissionen til at have et særligt øje til klausulerne, så iværksætterne ikke bliver bundet på mund og hånd.