Hvor skal vi hen?
Direktør for DI, Karsten Dybvad, har da fuldstændig ret, når han i klare vendinger formulerer det, vi andre fra den virkelige verden også tænker, at regeringen må fastsætte en strategi for, hvordan vi undgår at fortsætte med at tabe job i den hastighed, det hidtil er sket.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er ikke nok med de hidtidige vage formuleringer fra vores statsminister om, at der skal skaffes flere job i Danmark.
Så længe højre hånd ikke ved, hvad venstre hånd gør, kommer vi aldrig sikkert i land med en vækst, som skal være styret af bedre vilkår for virksomhederne.
Vi bliver ikke rigere af at diskutere, hvor kort eller hvor lang en dagpengeperiode skal være, og hvem der er berettigede til kontanthjælp eller ej. Hvis indtægterne ikke er der, nytter det jo ikke noget.
Hvor lang tid skal vi gå rundt om den varme grød, inden nogen tør erkende, at Danmark, som det meget lille land vi er, er nødt til at gøre det attraktivt for virksomheder at slå sig ned her?
Med de nuværende regler er der ingen økonomiske incitamenter til at udenlandske/danske virksomheder skal lægge sit kontor/produktion/lager i Danmark.
Og derfor går det kun én vej med beskæftigelsen i Danmark, og det er den forkerte.
Skal vi lægge en plan, skal den være langsigtet og er nødt til at være forholdsmæssigt uafhængig af siddende regeringer og deres påfund.
Ellers bliver vi slået tilbage til start, hver gang vi får en ny regering. Udfordringen er, at enhver siddende minister ikke ser ud over sin egen forventede ”levetid” som minister. Altså overvejer ingen i virkeligheden langtidskonsekvenserne af de beslutninger, de tager, de tænker alt for meget på, hvad der er stemmer i, i stedet for at tænke på vores (Danmarks) fælles fremtid.