Fortsæt til indhold
Debatindlæg

A-affald i danske nationalparker?

Danmark bør selv tage ansvaret for atomaffaldet fra Risø.

Bent Liholm, overlærer, mag.art., Vindelevgård 116, Vinderup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er nærmest pinligt at se, hvordan det politiske flertal – omkring deponeringen af atomaffald fra Risøværket – smuldrer, straks der viser sig folkelig modstand.

Den modstand burde man have været klar over på forhånd, så det viser atter en gang, hvor lidt indføling politikerne har med befolkningen.

Atomaffaldet er genereret i Danmark, og med de fordele, vi har haft af Risøværket over tid, bør vi også selv tage ansvaret for affaldet.

Det er som med Niels Hausgaards berømte vise ”Hilsen fra os” fra 1979 om atomkraftværker: Vi vil gerne have den billige varme, men værkerne skal helst ikke ligge i vor umiddelbare nærhed. Set fra Nordjylland betyder det den sydøstlige del af landet.

Det er nærliggende at drage paralleller til opbrugt og forurenende skibsskrot eller plantegifte fra kemikaliefabrikken Cheminova. Det er selvfølgelig nemmest at eksportere til et fattigt land i Fjernøsten. De tager jo mod stort set alt, og at det kan betyde tab af menneskeliv, er nærmest en gevinst sådanne steder med overbefolkning, og det kan jo i det lange løb også betyde færre asylansøgere her.

God plads og højt til himlen

Atomaffaldet kan efter min mening meget passende placeres i de politisk og ideologisk højt besungne nationalparker. Her er der god plads, højt til himlen, fred og ro og langt til mennesker.

Her burde man for længst have opført forureningsneutrale og billige energiproducenter som atomkraftværker og kæmpevindmøller, for hvad kunne det have af konsekvenser på længere sigt?

Atomaffaldet kunne enten graves langt ned i bunkere af en kvalitet som dem, der blev opført under Anden Verdenskrig af nazisterne, der stadig står intakte eller i moderne ovenjordsbebyggelser med optimal kontrol.

Danmark ligger jo ikke ligefrem på kanten mellem to tektoniske plader, så risikoen for jordskælv eller lignende naturkatastrofer er minimal.

Da der var lidt skælv for få år siden, gav det næppe rystelser, der kunne vække en sovende dansker ved tv-skærmen.

Som født og opvokset i Thy kan jeg stærkt anbefale Nationalpark Thy som en mulig placering. Her er der optimal plads, og besøgstallet til dette spildte landområde er så lille, at man får indtryk af, at det kun interesserer venstreorienterede politikere i tidsånden.

Her kommer der stort set ikke normalturister, for det, som den store gruppe af børnefamilier efterspørger, er eventparker og sommerlande, hvor der skal være vandland og alt muligt tivoligøgl. At gå i dybden med noget som den danske natur ligger ikke i en tid, hvor alt skal være overfladisk. Vesterhavet ligger selvfølgelig lige om hjørnet, men over en stor del af strækningen er det småt med kiosker, burgerrestauranter og optimal internetforbindelser til iPad og smartphones, så her kommer man ikke.

Politisk skyhed

Det ville klæde den danske selvforståelse og selvrespekt at klare sit affaldsproblem selv, men den almindelige skyhed over for konflikter hos politikerne skal nok få overtaget, så vi atter eksporterer danske anliggender og i øvrigt også arbejdspladser og medfølgende værdier til Fjernøsten.

At lokalborgmestre fra mulige deponeringsområder tager afstand fra en placering i netop deres område er meget forståeligt, men generelt må vi skamme os over manglen på ansvar på dette område. Atomaffaldet kan ligge i nationalparkerne.