50 års diskussion om helhedsskolen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da der nu synes at være et massivt flertal for ideen, idet både Socialdemokraterne og Venstre erklærer sig enige om tanken, er der kun de øvrige regeringspartier, der vil kunne forhindre, at folkeskolen kan komme videre ad den vej.

Hvis det skulle lykkes i 2012, så passer det ganske godt med, at det vil være i 50-året for tankens opståen. Den blev lanceret første gang samtidig med, at man skød forsøgsordningen i gang med børnehaveklasserne.

Undervejs har der været adskillige tilløb til at etablere en ordning, men forskellige aktører har gang efter gang skudt bestræbelserne ned. Nogle gange de politiske aktører og andre gange de fagpolitiske aktører. Således har BUPL og Danmarks Lærerforening været uenige om, hvilket personale der skulle være til rådighed for børnene, hvis man skulle forlænge skoledagen, altså hvad skulle den forøgede tid bruges til.

Kampen om den øgede tid

Her stødte leg og læring gang på gang sammen (læs BUPL og DLF), idet pædagogerne argumenterede mod øget tid til læring, og lærerne ikke kunne se meningen med at forlænge skoledagen, hvis det ikke var for at bruge tiden til læring, eksempelvis i form af lektiehjælp etc.

Statsministeren slår fast, at der skal være både leg og læring. Derfor bliver det interessant at se, hvad Børne- og Undervisningsministeriet kommer med, og ikke mindst at se de faglige organisationers reaktion herpå.

Det vil formentlig være ganske klogt at forsøge at få organisationerne til at indgå i en fælles forståelse af projektets betydning for børnene og nationen, og det skulle vel efterhånden være muligt, idet indskolingsprogrammerne efterhånden anerkendes af begge de involverede faggrupper.

Længere binding

Den alvorligste hindring vil fortsat være kampen om den øgede tid, altså leg-læringsdiskussionen, men der kan måske stadig være enkelte, der modsætter sig på baggrund af ideen om, at børnenes tid ikke skal placeres i institutioner, men stilles frit til rådighed for dem i ustrukturerede miljøer. Sandsynligheden for, at den sidste tanke vil vinde, er ikke stor.

I dag er der almindelig accept af, at børn skal være i kontakt med voksne hele døgnet, dels af indlæringshensyn, dels af sikkerhedshensyn.

Det mest interessante spørgsmål bliver dog, hvordan de ældste børn vil reagere på en længere binding til skolen som institution.

Dermed også, om der er en aldersgrænse for, hvornår man selv kan bestemme over sin egen tid? På dette område kræves der dels overvejelser over indhold, dels frigørelsesordninger fra pligten. For der er vel tale om en udvidelse af barnets forpligtelse til at være til stede, eller?

Endnu en gang er en vigtig diskussion om barnets liv på bedding. Spændende at se, hvor den fører hen. Og ikke mindst, om den fører til noget.