På vej mod nye dumheder
Danmark har tabt en retssag mod EU-Kommissionen, idet EU-Domstolen har givet kommissionen medhold i en sag om dansk misfortolkning af brakregler.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Afgørelsen betyder, at Danmark mister 750 mio. kr., fordi den danske forvaltning heller ikke på dette felt har tolket reglerne rigtigt.
Domstolen gav EU-Kommissionen ret i, at braklagte marker, for at opnå støtte, skal have det, der hedder ”gode agronomiske forhold”, så man hurtigt kan begynde at dyrke dem igen. Det har de ikke, hvis de er tilgroet med buske, træer og tidsler.
Tilsyneladende lærer fødevareministeren intet af sagen. Nu gentager Danmark hele scenariet i forbindelse med de tåbelige randzoner. Randzoneloven betyder nemlig, at den danske regering er i færd med at tvangsbrakke et sted mellem 50.000 og 160.000 ha langs danske vandløb (alt efter, hvilken minister man skal tro på) med betaling fra EU’s landdistriktskasse.