Ny arbejdsmarkedspolitik kan redde Andreassen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ud af de 50 ansøgninger, som virksomheden fik som svar på sin jobannonce, var der kun en enkelt, der ifølge direktør Flemming Andreassen kunne bruges, og nu tyr virksomheden til at annoncere syd for grænsen.

Historien virker paradoksal i en tid, da de arbejdsløse står i kø, og vi stadig har krisestemning i Danmark. Og historien peger også på flere ømme punkter i den måde, som beskæftigelsespolitikken er skruet sammen på i dag – ømme punkter, som vi i 3F gerne vil have fjernet. Hvordan det kan foregå, beskriver vi i idékataloget ”En ny bæredygtig arbejdsmarkedspolitik”.

Kommunalt forankret

Hovedproblemet – som artiklen bekræfter – er, at vi i dag står med en enstrenget, kommunalt forankret beskæftigelsespolitik, der slet ikke er tænkt sammen med erhvervs- og uddannelsespolitikken. Og det er helt galt.

Danmark har brug for en sammenhængende arbejdsmarkedspolitik, der tager højde for virksomhedernes behov for hoveder og hænder og hele tiden sørger for, at vores arbejdsstyrkes kompetencer matcher de behov.

Vi har brug for en arbejdsmarkedspolitik, der ikke bare gør op med silotænkningen, men også med de incitamenter, der i dag gør, at kommunerne udelukkende styrer beskæftigelsesindsatsen efter, hvor meget den kan skaffe dem i kommunekassen.

Det gør blandt andet, at kommunerne for alt i verden vil holde indsatsen inden for egne grænser – en løsning, der er fuldstændig vanvittig, da reel og fornuftig matchning af virksomheder og ledige kun kan foregå over kommunegrænser. Desuden kan vi se, at jobcentrene i alt for ringe grad anvender uddannelse som opkvalificeringsredskab.

På regionalt niveau

Derfor foreslår vi, at staten tager ansvar for en arbejdsmarkedspolitik med et stærkt regionalt niveau, der styres og koordineres via otte arbejdsmarkedsregioner, som følger de såkaldte arbejdskraft-oplande – det vil sige områder, der er så store, at den geografiske afgrænsning giver mening i forhold til arbejdsudbud, miks af virksomheder, muligheder for pendling mv.

Vi foreslår også, at fokus skal tilbage på den ordinære jobformidling, i stedet for at jobcentrene blot møder virksomhederne med ”et tilskud i lommen” og lader dem kæderyge gratis arbejdskraft via jobtilskudsordningen mv.

Den ordinære jobformidling skal bl.a. sikres ved et hurtigt beredskab, hvor arbejdsmarkedsregioner, faglige organisationer, jobcentre og uddannelsesinstitutioner samarbejder og handler hurtigt – ikke mindst fordi særligt små og mellemstore virksomheder har en meget kort planlægningshorisont.

Vigtige spørgsmål

Arbejdsgivernes rolle og ansvar bør også komme i fokus, og vi foreslår en meget tættere kontakt mellem virksomhederne på brancheniveau og en tættere kontakt mellem virksomhederne og ovennævnte beredskab. Artiklen om arbejdsgiveren, der skriger efter ansatte, understreger vigtigheden af dette nære samarbejde.

Man kommer unægtelig til at spørge sig selv, om virksomheden i artiklen har søgt og fået hjælp af institutioner, der står parate til at hjælpe, som AMU-centre, erhvervsskoler og jobcentret? Om der i plastvirksomheden er tænkt i rotationsordninger, voksenlærlingeordninger eller kombinationer af praktik og uddannelse?

Om fagforeningen er blevet spurgt om hjælp? Om virksomheden har fået hjælp af en arbejdsgiverorganisation, og om den er medlem? Jeg håber da, at virksomhedsejeren kan svare ja på alle disse spørgsmål, før han begynder at søge arbejdskraft uden for landets grænser.