Højt at flyve – dybt at falde
Liberal Alliance driver »gadekærsdemokrati«, skriver Venstres bestyrelsesmedlem i Aarhus Claus Nørgaard Andersen i JP 23/6.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Han mener tilsyneladende, at det er uhørt i et moderne demokrati at lytte til befolkningen, endsige spørge befolkningen til råds midt i en valgperiode; »det er populisme af værste skuffe«.
CNA’s holdning og tone i læserbrevet chokerede mig først, men ved nærmere eftertanke må jeg erkende, at læserbrevet desværre afspejler den holdning, som jeg mener at kunne spore flere steder i Venstre i øjeblikket; en arrogance og bedrevidenhed.
Det skyldes sandsynligvis den succes og fremgang, som Venstre har i meningsmålingerne for tiden, en fremgang, der er skabt, uden at Venstre i øvrigt har været særlig synlig eller aktiv på den politiske arena, en fremgang, der vel snarere er skabt ved et fravalg af den siddende regerings kaotiske og usammenhængende politik end et tilvalg af Venstres egen politiske aktivitet og håndværk.
Senest har vi oplevet denne holdning med Lars Løkke Rasmussens (V) exit fra skatteforhandlingerne fra Bornholm via USA til Rio de Janeiro. Her var det Liberal Alliance, der med hjælp fra De Konservative måtte holde regeringen på sporet og holde den fra at indgå en for Danmark katastrofal aftale med Enhedslisten.
Venstre indså sin fejltagelse
Det var ikke nemt, men det lykkedes at holde regeringen på sporet, indtil Venstre indså sin fejltagelse og kom tilbage til forhandlingsbordet. Det kunne nemt være gået meget anderledes, hvis ikke LA og K var trukket i arbejdstøjet og havde samarbejdet.
Jeg vil gene kvittere for, at Venstre kom tilbage til forhandlingerne. Jeg vil også gerne kvittere for, at Venstre og De Konservative indgik en skatteaftale med regeringen, en aftale, der ikke er vidtrækkende nok efter vores smag, men dog væsentlig bedre end alternativet.
Hvis vi går tilbage til CNA’s læserbrev, drejede det sig om vedtagelsen af den famøse lov, der giver Skat ret til at krænke den personlige ejendomsret ved uden en dommerkendelse at kunne trænge ind på privat grund.
Politisk umodenhed
Her skriver CNA, at det var »med stor tilfredshed, at jeg kunne notere mig, at alle borgerlige partier stemte imod«, men at »glæden var kort«, fordi LA’s leder, Anders Samuelsen, ikke var tilfreds med denne afgørelse og ville forsøge at få en folkeafstemning om emnet.
Hvordan man kan være meget tilfreds med, at et lovforslag, som man er inderligt imod, bliver vedtaget i Folketinget, kan jeg simpelthen ikke forstå. Hvordan man kan være dybt skuffet over, at et parti vil forsøge at gøre noget ved dette, kan jeg heller ikke forstå – jeg må vel tolke det som politisk umodenhed hos skribenten.
Ned fra den høje hest
Kære Venstre. ”Højt at flyve – dybt at falde” er et ordsprog, der også gælder i politik. Se bare på den nuværende regering.
Jeg vil derfor opfordre Venstre – landspolitisk, men også i Aarhus – til at komme ned fra den høje hest og trække i arbejdstøjet sammen med os andre borgerlige partier.