Breiviks diagnose
Det, dommerne i Breivik-sagen skal tage stilling til, er, om det er tilstrækkeligt bevist, at Breivik var utilregnelig på gerningstidspunktet.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Dette er pr. definition ensbetydende med, at Breivik var psykotisk, dvs. sindssyg i gerningsøjeblikket, og således skal have en behandlingsdom – en dom til behandling på psykiatrisk afdeling.
Dommerne kan også konkludere, at han var, som han plejede at være – en forstyrret personlighed – og i så tilfælde egnet til fængselsstraf.
Anklageren procederer for utilregnelighed i gerningsøjeblikket. Jeg kan imidlertid ikke se beviset for dette. I en psykotisk tilstand ville han aldrig kunne gennemføre en så nøje planlagt gerning.
Derimod fremgår det, at Breivik i mange år har været forstyrret personlighedsmæssigt og forstyrret i adfærd.
Det er tydeligt, at han har det, der i WHO’s diagnoseliste kaldes en paranoid personlighedsstruktur.
En overfølsomhed for afvisning, en tendens til hævn, en mistroiskhed, en stridbarhed og rethaveriskhed, en øget selvfølelse og optagethed af konspirationsforklaringer, og disse sidste kan erfaringsmæssigt udtrykkes i storhedsforestillinger, altså paranoide ideer. Ikke på psykotisk basis, men med grund i en massivt forstyrret personlighedsstruktur.
Tilmed står tilbage, hvorvidt lovens ordmæssige formulering er den rigtige, svarer den til den aktuelle psykiatriske begrebsdannelse.
Eller kan loven ligefrem føre til en forkert dom?
Og så kan det ende med, at Breivik bliver dømt psykotisk i gerningsøjeblikket, selv om han har en personlighedsforstyrrelse, også kaldet psykopati.
Jeg håber ikke, at det går sådan.
Breivik er en følelseskold psykopat og har været det gennem hele sit liv på grundlag af det, vi psykiatere kalder en skade før den ødipale periode.
Og sådan er han, hvad enten han handler kriminelt eller ej.
P.t. står han således til en fængselsdom, kun en psykopat kan splitte meningsdannelsen i forløbet og endda skabe splittelse inden for psykiatergruppen.
Breivik lider ikke af en paranoid skizofreni, han er psykopat og terrorist, og det forhold, at forsvareren appellerer for frifindelse, gør ikke bare retssagen til en farce, men er en direkte fornærmelse og hån mod de dræbtes efterladte – som om det ikke allerede har været nok.
Breivik er særdeles strafegnet, og det må blive forvaring på livstid.
Lad os håbe, at dommerne har bevaret den sunde fornuft.