Grækenland er syg

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Kifisia hører til de rige forstæder, men i byens centrum, hvor de dyre forretninger ligger, er der øde. Mange fashionable restauranter holder kun åbent i weekenden, og bankerne her (såvel som i resten af Grækenland) oplever i stigende grad, at folk trækker deres penge ud. Jeg er på besøg hos min gamle studiekammerat Yannos Papantoniou, som i øvrigt var Grækenlands finansminister fra 1994 til 2001. Det var de år, da hele verden syntes at ligge for Grækenlands fødder. Underskuddet faldt drastisk, inflationen formindskedes og realindkomsten og antallet af investeringer steg. Grækenland kæmpede (måske for hårdt) for at komme med i eurosamarbejdet. I 2002 holdtes europamesterskaberne i fodbold, og i 2004 var grækerne vært for OL. Bagrusen og katastrofen kom efterfølgende, da Grækenland skulle betale sin gæld.

Grækenland er en moralitet over den sædvanlige fortælling om den europæiske gældskrise. Landet møvede sig vej ind i eurozonen og brugte den nye valuta som et kreditkort med tysk sikkerhedsnet.

Selv dem, som kritiserer Angela Merkel for at anbefale økonomiske sparetiltag, har ikke megen sympati til overs for grækerne. Det er, som om landet befinder sig i et gældsfængsel, hvor vrede kreditorer håner grækernes undergang.

At dommens dag rammer Grækenland på et tidspunkt, er nok uundgåeligt – i hvert fald ud fra et økonomisk perspektiv. Men socialt set vil det få vidtrækkende konsekvenser i Grækenland og andre pressede, europæiske lande. Den levestandard, som middelklassen har været vant til her, er ved at forsvinde.

Jeg har fundet en række eksempler på, hvad de seneste omvæltninger betyder for folk i Kifisia (og sikkert også i resten af landet). Der begås flere indbrud, og derfor må folk sikre sig ved at installere tyverialarmer i deres hjem. Der er også folk, som anskaffer sig våben for at beskytte deres ejendom.

Lokale virksomheder forsvinder i takt med, at den økonomiske situation forværres, og landets gæld vokser. Byggefirmaer satser på job i udlandet og fyrer lokale medarbejdere. Turistindustrien har det også svært, fordi mange feriegæster har valgt at aflyse deres rejse på grund af risikoen for uroligheder og optøjer, hvis Grækenland trækker sig ud af euroen.

Det er et klassisk eksempel på keynesiansk nedgang, hvor sammenbrud vil føre til flere sammenbrud. Fordi grækerne har færre penge at bruge, er der mange, som venter med at betale deres regninger, eller som helt lader være. Og fordi alle er vrede på regeringen, bliver problemerne med skatteunddragelse endnu større.

Hos den lokale læge kan patienterne efter sigende betale på to forskellige måder: hvis patienten ønsker en kvittering, så koster lægebesøget 150 euro; hvis besøget betales kontant, koster det 100 euro. Måneskinsarbejderne har det også svært. Fordi der er så lidt arbejde at få, rejser mange af de illegale arbejdere, som ellers engang strømmede til landet, hjem. Måneskinsarbejderne er ikke de eneste, som krydser den græske grænse: pengene forsvinder også ud af landet.

I slutningen af maj blev der ifølge Papantoniou trukket beløb ud af bankerne svarende til 500 mio. euro dagligt, og i tiden op mod parlamentsvalget den 17. juni steg det tal til én mia. om dagen.

Så hvad gik galt? Det gav Papantoniou sit bud på for nyligt: »Egennyttige interesser fik overtaget. Forskellige grupper i erhvervslivet forsøgte at erobre specifikke markeder. Fagbevægelser i den offentlige sektor kæmpede for at bevare privilegier. Skatteunddragelsen steg. Velfærdsstaten blev reduceret til et system med endemisk spild.« I takt med at det gik helt galt med økonomien, mistede de to største partier deres opbakning.

Når jeg hører folk beskrive den nedadgående spiral, minder det mig i uhyggelig grad om Weimarrepublikken lige før nazisterne kom til magten. De europæiske partier, som lader til at få mest ud af krisen i Grækenland, befinder sig yderst til højre og venstre på det politiske spektrum. Det her skal ikke ses som nogen dyster forudsigelse, men snarere en bekymret rejsendes observationer af et land, som han holder af og håber på en dag bliver rask. Det er svært at give et bud på, om Grækenland kan kureres. Landet vil få det værre, og det er svært at sige, hvornår den akutte krise, der vil føre til helbredelse, indtræffer. Om denne krise vil være af økonomisk eller politisk karakter – eller begge to – må tiden vise.

Oversættelse Vinni Jürgensen