Når kirken slipper ordforbindelsen

Det er tragisk, hvis kirken slipper ordforbindelsen. Da har kirken nemlig mistet sammenhængen mellem sine retningsvisende skrifter og sin aktuelle praksis. Det er netop tilfældet med det nye ritual for kirkelig vielse og velsigne af homoseksuelle par som forelagt af otte biskopper i JP-kronikken 11/6.

Der er intet, som taler for et sådant tiltag i Bibelen eller bekendelserne, men det har åbenbart ikke anfægtet biskopperne. De mener »... at det er folkekirkens opgave at hjælpe homoseksuelle par til at leve sammen i troskab og kærlighed ved at lyse Guds velsignelse over deres samliv ved en kirkelig handling efter et autoriseret ritual«.

Vel skal folkekirken hjælpe, men den skal altid gøre det på ordets grund, ellers gør den ikke tjeneste som kirke, men lutter bjørnetjenester.

At omtale homoseksuelle som ægtefæller er politisk korrekt, men er det teologisk korrekt? Det er det relevante spørgsmål for kirken.

Biskopperne anfører art. 7 i Den Augsburgske Bekendelse, hvor det bl.a. hedder, at »til kirkens sande enhed er det nok at være enig om evangeliets lære og om sakramenternes forvaltning«, men evangeliet, det glade budskab om syndernes forladelse, lyder altid på baggrund af lovens bud, og vel er loven ikke nogen himmelvej, men den er særdeles aktuel som jordisk livsvej.

Brug for besindelse

Evangeliets lære kan ikke løsrives fra loven, og derfor er de nye ritualer for ægteskab og velsignelse en torn i øjet på kirkens sande enhed.

Folkekirken skal imidlertid ikke lade sig splitte i den anledning, men der er alvorlig brug for besindelse på læren og troskab mod det givne.

I en familie kan man være voldsomt uenige, men for sammenholdets skyld er det nødvendigt at huske, hvad der binder sammen, nemlig kærlighedens og blodets bånd.

Det gælder også i kirken, hvor vi er forbundet af ord og ånd og gerne skulle samles på det grundlag.

I kronikken kan man endvidere læse, at retstilstanden er sådan, at »når Folketinget har vedtaget, at homoseksuelle par skal kunne indgå ægteskab i folkekirken, har folkekirken en forpligtelse til at indføre en sådan ordning«.

Troskab mod Herren

Virkelig?

Gør deres kollegaer Lise-Lotte Rebel og Steen Skovsgaard sig skyldige i pligtforsømmelse, når de ikke har ønsket at medvirke til udarbejdelse af de nye ritualer? Man kunne også sige, at de to netop forstår at give kejseren sit og Gud sit. Folketinget må vedtage ægteskabslovgivningen, hvor tåbelig den end kan falde ud, men kirkens ritualer skal udformes i troskab mod den Herre, som er større end selv det høje ting.