Når loven lyver
Loven kan ikke ændre på den virkelighed, at et homoseksuelt ægteskab ikke kan skabe, hvad et heteroseksuelt ægteskab kan, nemlig børn og familie.
Lovforslag L 106 om homoseksuelle ægteskaber er 7/6 vedtaget af Folketinget. Og dermed gennemtrumfes med lovgivningsmagt, at samliv mellem homoseksuelle kan etableres som og kaldes ægteskab.
Loven er altså et magtbud. Men loven lyver. For loven kan ikke lovgive om sandhed og virkelighed, sådan som også sovjetkommunistisk sandhedslovgivning forsøgte det.
Loven kan på trods af sit magtbud og sit magtovergreb på ordet ægteskab ikke ændre kristendommens syn på, hvad ægteskab er, eller ændre den virkelighed, at et homoseksuelt ægteskab ikke kan skabe, hvad et ægte heteroseksuelt ægteskab kan, nemlig børn og familie. Så loven lyver.
Og det er synd for de homoseksuelle, at de nu er trukket ind i dette morads af virkelighedsfordrejning, løgnagtig brug af ordet ægteskab og falske ægteskabsritualer, i stedet for at vi respekterer de homoseksuelle for den virkelighed, de står i, nemlig som samlevende, der ikke selv vil eller kan skabe familie, som kvinde og mand kan det.
Offentlig samtale med hinanden
Med denne lovgivningsmæssige forløjethed vil befolkningen stadigt skarpere blive bevidst om den virkelighed, at der herefter vil være ægte ægteskaber og så det, som man lovgivningsmæssigt blot kalder for ægteskaber.
Vi vil ikke kunne undgå offentligt at samtale med hinanden og vore børn om, hvad virkelighedens forskelle er.
Hvad er ægte ægteskab, og hvad er blot lovens forståelse af ægteskab?
Men hvis samtalen føres offentligt, hvad så? Så er spørgsmålet, om denne uundgåelige samtale om, hvad ægte ægteskaber kan skabe, og hvad andre ægteskaber ikke kan skabe, vil kunne undgå at kollidere med straffelovens § 266 b. Den paragraf, der siger:
»Den, der offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter udtalelse eller anden meddelelse, ved hvilken en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering, straffes med bøde eller fængsel indtil to år.
Strafbart at skelne?
Vil det med andre ord være strafbart, dersom man i offentligheden hævder, at der skal skelnes mellem ægte ægteskaber og ægteskaber i lovens forstand?
Man kan jo sagtens forestille sig, at de politikere, der har vedtaget loven, ikke i længden vil finde sig i, at loven kun hævder sig som en lovbestemt samlivsformalitet, men at de vil ønske, at den også skal hævde sig som sandhedslovgivning, nemlig at alt, hvad loven kalder ægteskab, også er ægte ægteskab, og at ingen med henvisning til deres kristne tro og deres opfattelse af virkeligheden offentligt må omtale homoseksuelle ægteskaber som uægte ægteskaber.

"Risikoen for ekstrem varme falder"
Uønsket paryk-spion har forladt Rusland
Amerikaneren hvervede angiveligt russiske agenter. Læs artikel
Minister er klar med ny sundhedsplan
Sundhedsministeren vil øge hospitalers fokus på kvalitet og sammenhæng i behandlingen. Læs artikel
Tornadoer flår sig gennem tre delstater
Kessler: Det kan være overstået på to minutter
Den danske bokser og hans modstander kommer til at tage mange chancer. Læs artikel













