Velfærdsstatens grænse
I artiklen ”Svært for handicappede at købe sex” i JP 11/5 citeres den handicappede Mikkel Lund for, at »det er forfærdeligt, at nogle mennesker bliver afskåret fra at have en seksualitet.« Dette skal så ligge til grund for, at en offentligt ansat handicaphjælper forsat bør hjælpe med kontakt til prostituerede.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Gudfader bevares - som om vi andre går op på kommunen, fordi vi ikke har en kæreste, er fraskilte, eller at konen døde for 10 år siden.
Og skulle aktivitetsniveauet for en handicappet være under middel, så er det da trist, såvel som det er trist, at en lam ikke kan spille fodbold, men det ændrer ikke på, at staten ikke har noget at gøre i underbukserne på sine borgere.
Emnet i denne problematik er ikke, om prostitution er lovlig, usmagelig eller udnyttende, men at grænsen for velfærdsstaten skal sættes inden borgernes sexliv på et praktisk niveau. Lægen eller en sexolog kan rådgive, og det er dér, samfundets forpligtelser stopper for handicappede, præcis som det allerede gør for alle os andre.