Respektfuld dialog?
Til JP 2/5 udtaler SF's formand, Villy Søvndal, bl.a.: »Ingen bryder sig om at blive talt ned til - heller ikke kineserne, derfor skal vi ind i en respektfuld dialog« - med kineserne, må man forstå.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Tillad mig et par spørgsmål: Mener VS ikke, at det er muligt at udveksle argumenter med folk, man er uenig med, uden at tale ned til disse?»Respekt« er vel ikke noget, man har krav på, men noget man eventuelt gør sig fortjent til? For øvrigt kan Villy Søvndal utvivlsomt få gode råd hos sin partifælle Ole Sohn, når det gælder respektfuld omgang og dialog med såvel tidligere som nuværende kommunistiske diktaturer. Sohn havde åbenbart et både varmt og tillidsfuldt forhold til lederne af den tidligere kommunistiske politistat Østtyskland. Det var denne politistats ledere, der lod Berlin-muren opføre, lod politiske modstandere fængsle og beordrede egne statsborgere myrdet, såfremt de ønskede og forsøgte at flygte fra deres eget land. Måske socialisterne Søvndal og Sohn skulle præcisere, hvad de mener, når de taler om »respektfuld dialog«.