Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Et betændt emne

På lederniveau tog JP 27/4 fat på et betændt emne og fik sagt, hvad der skulle siges.

Peter Bundgaard, agronom, Gundsøgårdvej 2, Roskilde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

At regeringens krav om 10 meter brede bræmmer på hver side af danske vandløb, den reducerede vedligeholdelse og de vedholdende krav om kvælstofreduktion er uden mening.

JP maner til besindelse. Det, man opnår, er mere end tvivlsomt, og det videnskabelige grundlag er ikke i orden. Man har udmærket vidst det – det er ikke noget, som kommer bag på nogen.

Her er tale om en lang og følelsesbåret proces, som må stoppe, før det ender skæbnesvangert og meningsløst. Samtidig er det et vilkårligt og hidtil uset angreb på ejendomsretten i miljøets navn uden mening. Alle i Folketinget burde have røde ører.

Vore naboer har for længst forladt det spor, man har fulgt i Danmark, og generelt er kvælstofniveauet i vore vandløb fra landbrugsarealer lavere end det, der kommer fra skovområder.

Landbrugets nye organisation, Landbrug & Fødevarer, har været elendige til at samle opgaverne op og forklare sig, men det fritager ikke regering og folketing for ansvar.

Vi har i en årrække haft travlt med at kassere generationers flid og 100 års landbrugsforskning. Det er ikke for meget at kalde det en skandale. Hvordan, det kunne komme så vidt og så galt, er svært at forstå – men tak til Jyllands-Posten.