Når skindet bedrager
I dag 1. maj ophører Magasin med at forhandle skind/pels fra vilde dyr. Ikke at man har meget af den slags på hylderne i forvejen, men det ses åbenbart som et godt signal, og signalpolitik er vigtig i dag.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Der er dog ikke forlydender om, at man vil forbyde salg af f.eks. Canada Goose-produkter, selv om disse produceres med dele fra dyr, som bliver fanget i fælder, der er forbudt i EU. Man forbyder formentlig heller ikke salg af f.eks. sko produceret i Kina, selv om landet ikke ligefrem er kendt for at sætte dyrevelfærd øverst.
Nogle af dem, det går ud over, er grønlænderne. De skyder vilde sæler, der har levet så gode sæl-liv, som naturen giver mulighed for, og skindene forarbejdes lokalt. Og sælerne bliver skudt – ikke slået oven i hovedet med en kølle. Der er altså tale om, at man ved at fravælge de grønlandske skind fratager grønlænderne muligheden for at leve af det, man kan producere legalt, lokalt og bæredygtigt.
Jo, det er et rigtigt godt signal at sende fra de velbjærgede med de rigtige meninger.