Det umulige system
Der står at læse i JP 28/4, at Rebild-direktører kan grine hele vejen til banken, efter de er blevet fyret for ikke at varetage deres job godt nok.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er i sig selv mærkeligt, at man ser sig nødsaget til at lave sådanne kontrakter til offentligt ansatte. Er det så hårde vilkår, man arbejder under i det offentlige, at man må lokke med gyldne kontrakter til kandidaterne?
De berørte fyrede får tillige hjælp på mellem 45.000-90.000 kr. til at søge nyt job. Hvad er det for noget? Hvordan kan vi som samfund tillade os at disponere over skattekroner på den måde?
Jeg har ikke oplevet noget lignende i de forskellige private job, jeg har varetaget. Er blevet fyret én gang; pr. telefon og tak for denne gang. Det er selvfølgelig den anden grøft, men jeg mener, at Rebild-sagen ikke er rimelig eller DSB-sagen (10 mio. til Søren Eriksen) eller Dong-sagen (17 mio. til Anders Eldrup) eller eftervederlag, livsvarig pension, skattefri blyantpenge til politikere osv.
Men systemet er selvfølgelig umuligt at komme til livs. De, der i givet fald skulle regulere det, vil selv blive ramt af det. Hvor er det solidariske i det?